Det er ikke tit jeg deler på bloggen (red: er aktiv) og det her indlæg er virkelig sårbart for mig, at skrive. 

Det er det fordi jeg føler skyld, og lige præcis derfor er det vigtigt for mig, at dele, så skylden ikke får lov, at fylde for meget.

“Skyld (og skam) lever fantastisk i tavshed, der kan den ligge og ulme og vokse sig stor og kraftfuld. 

Jeg tager det fulde ansvar for alt der skete, så vil jeg ikke gå, og slå mig selv oven i hoved med Skyldshammeren“.

I lørdags, som på alle måder, var en lørdag som så mange andre:

Du ved, tussetid, hygge med venner, praktiske opgaver, og hvad man nu ellers kan finde på af weekend sysler.

Men det var også en dag, jeg aldrig kommer til at glemme. 

Oplevelsen sidder i kroppen som et chok, og vækker mig om natten, med katastrofetanker.

Min yngste datter leonora var i lørdags ude for en ulykke, og selv om det endte godt, og uden mén, så sidder oplevelsen i vores kroppe, og har brug for, at blive bearbejdet. Det bliver det bl.a ved, at få sat ord på oplevelsen.

Om eftermiddagen vil jeg lige lave en dej, så vi kan bage boller søndag morgen.

Rudi (Red. min mand) tager ned og handler og min ældste datter Augusta og en veninde leger på værelset. 

Leonora kommer ud til mig i køkkenet, og får lov til at sidde på køkkenbordet, som så mange gange før.

Der er bare en lille forskel, for vores køkkenmaskine står ikke som den plejer, mens den ælder dejen til boller.

Jeg vender mig over mod vasken et øjeblik, men jeg siger et eller andet til Leonora, som jeg stadig står med med min krop op af, så hun ikke kan falde ned.

Pludselig SKRIGER hun!!!

Jeg vender mig om, og så skriger jeg også…!

For leonoras hånd sidder fast i maskinen, mens den stadig kører!

Det var her Leonoras hånd var klemt fast. Jeg kan ikke engang få min lillefinger der ind.

Og her er det at min frygt for at skrive det her indlæg, bliver trigget helt enormt for:

• Hvorfor sidder leonora overhoved på køkkenbordet, ved siden af en kørende køkkenmaskine?
• Hvordan kan du være så uansvarligt at vende dig væk fra hende
• Du er en dårlig mor!
• Kan du overhoved passe på dine børn?

og meget mere af samme skuffe.

Det er det jeg er bange for at få i hoved lige så snart jeg trykker udgiv.

For det er jo præcis de tanker jeg har tænkt om mig selv!

Jeg får slukket maskinen, da jeg igen kan sætte to tanker sammen, og prøver at se om jeg kan få skålen af, for så er hendes hånd fri. 

Men det kan jeg ikke, Leonoras hånd sidder fast!

Jeg får hevet min ene babs frem, samtidig med, at jeg griber min telefon.

Babs for at berolige leonora som jeg heldigvis stadig ammer og telefon så jeg kan ringe til alarmcentralen.

 Jeg ringer 1-1-2, og fremstammer nogle meget uforstående ord, og noget med en ambulance.

Jeg var i total panik.

Til sidst får jeg forklaret hvad der er sket, og de sender både ambulance og politi afsted.

Jeg skal tale med en sygeplejerske i mellemtiden, som prøver at berolige mig.

Jeg når at forstill mig mange grumme ting, så som en amputeret hånd, knuste knogler, lammelser og ca 100 andre katastrofetanker.

Rudi når at komme hjem mens jeg stadig taler med alarmcentralen.

Han begynder at skille maskinen ad, men det kan han ikke bare lige, og sygeplejersken siger, at vi ikke må prøve at få hånden fri.

Så jeg siger (panik-skriger), at han ikke må røre noget.

På det her tidspunkt vil sygeplejersken godt tale med min mand, som er noget mere rolig end jeg er (han er uddannet brandmand og er god i kaos situationer, modsætning til mig).

Ambulancen kommer og får flyttet maskine, mig (der stadig ammer) og Leonora lidt så de kan komme til.

Jeg (forsøger) at synge lidt for Leonora og Rudi henter et koben i kælderen.

Leonora får olie på hånden og de to falkmænd vrider i maskinen og Rudi lirker forsigtigt hendes hånd fri.’

Jeg hyler og krammer hende ind til mig.

Sådan så Leonoras hånd ud, søndag formiddag.

Leonora har været helt rolig under hele forløbet. Hun har siddet på køkkenbordet, fået mælk, og havde overskud til, at fortælle falkmændene hvad hun hedder. (det barn ligner sig far på det punkt)

Leonora kommer over til far og jeg går lige rundt om mig selv, for at falde ned, inden jeg går ind til Augusta og veninden og får talt lidt med dem.

De er også påvirket at situationen, og jeg er glad for at mine børn er gode til at sætte ord på deres følelser.

Falckredderne konstaterer hurtigt, at der højts sandsynligt ikke er noget brækket og hånden nok skal blive fin igen.

Augusta og veninden står og kigger på ambulancen, da den køre væk (og synes det er ret sejt, med sådan en ambulance), og Rudi og Leonora kører afsted til skadestuen.

Og så er jeg alene med alle mine tanker og kan godt mærke, at jeg ikke har noget overskud til, chokket har overtaget min krop.

Jeg ringer til min svigermor, for at have lidt hjælp og nærvær til Augusta, og mig selv.

Hun ankommer ikke længe efter. Augusta og jeg ser film og putter i sofaen.

Vi snakker om det der er sket, mens Rudi holder os opdateret fra skadestuen.

På et tidspunkt taler vi om hvor lang tid det har taget.

Fra jeg ringer til alarmcentralen, til jeg ringer til min svigermor, efter alle er taget afsted, går der 19 min. Det føles som en evighed – men det gik så stærkt.

Jeg er helt sikker på at jeg har ringet op inden for det første minut efter ulykken skete.

Så afslutningsvis, vil jeg bare rose vores redningstjeneste. For de to falckreddere var fantastiske.

De fik mig til at være rolig(ere) fandt sig i sang (kan man mon kalde det sang?) og der var plads til at joke lidt om at vi måske burde have et koben liggende i køkkenet fremover.

Jeg er så taknemlig over at der ikke skete mere. Leonoras hånd er nu næsten normal, og hun har ingen smerter. 

Køkkenmaskinen, virker igen, der skulle skiftets en eller anden dims inden i. Havde vi skulle købe en ny havde jeg været lige så taknemlig, for det vigtigste er at Leonora er helt ok.

Så er resten en bearbejdelse af traumet. For jeg kan mærke at det sidder i kroppen på mig stadig.

Leonora viser sin hånd frem og fortæller, at maskinen hapsede hendes hånd og at den sad fast.

Skyldfølelsen er der, og jeg praktisere indre dialog med Sulejma (min indre kritiker), som aller helst slog mig i hoved med skyldshammeren, men det får hun ikke lov til.

For uanset hvad, så er jeg stol af den mor jeg er, også når der sker ulykker og jeg panikker.

Livet sker.

Kærlig hilsen 

Elvah – en god nok mor!

Få guiden: Sådan hjælper du dit barn gennem de store følelsesudbrud

Forstå dit barns store følelsesudbrud, og skab ro og overskud i hverdagen.​

KLIK HER FOR AT FÅ GUIDEN

Indlægget Børn og ulykker blev først udgivet på MomFidence.

Jeg kan tilpasse mig hvad som helts. Omstille mig på et split sekund, hvis det får mig til, at føle mig tryk og sikker.

Det er en del af den overlevelsesstrategi, jeg tillærte mig som barn. 

Overlevelsesstrategier har alle, på godt og ondt. Det er dem der gør, du kan tilpasse dig, de omstændigheder du havde som barn, og vokser op i.

Nogle strategier er mere hensigtsmæssige end andre, fælles for dem er, at de har hjulpet dig som barn. Som voksen er det på tiden at slippe overlevelsesstrategierne, og stole på at det at du har at byde ind med er godt nok. 

At du ikke behøver underkaste dig strategier, der nu ikke tjener det formål de gjorde en gang (at sørger for overlevelse), men i stedet sætter en stopper for den du i virkeligheden er.

Negative sideeffekter

For mig var det rigtig smart at kunne tilpasse mig, sådan at jeg ikke fyldte på den forkerte måde, der hvor jeg nu var. Det var hårdt arbejde, og det drænede mig i en sådan grad, at jeg eks ikke havde overskud til at følge med i skolen.

Det er meget normalt for børn, der kommer fra dysfunktionelle familier, at de ikke kan følge med i skolen. De bliver stemplet som dovne eller ordblinde mm, men virkeligheden er bare at der ikke er overskud til at lære, når hele ens liv handler om at overleve til næste dag.

For hvis man hele tiden skal holde øje, med hvordan stemningen er, og om det man nu gør, falder i god jord eller ej, så kan man ikke lave andet.

En anden side effekt af det er, at det er virkelig svært, at mærke sig selv, og komme ned i kroppen.

I min barndom var det nødvendigt, men det er det ikke nu i mit eget voksne liv. Her har jeg selv taget styrringen. 

Jeg har sluppet mange af de historier, spejlinger, projekteringer mm, som jeg har med fra min barndom. Nogen vil føle mig altid, og det er ok, jeg dealer med dem på en kærlig måde, så de ikke får lov at styrer mig.

Da jeg blev mor, opstod en ny frygt i mig.

Frygten for at mine børn skulle vokse op og lide af den samme form for tilpasning, at deres selvværd ville være på nulpunktet og at de skulle kæmpe sig igennem en masse socialt besvær mm.

Derfor  satte jeg mig meget hurtigt for, at fokusere på at opbygge selvværd. Først for mig selv, for så at give det videre til mine børn, ved at rumme det de kommer med. Det er ikke altid nemt, og det lykkes heller ikke altid, og det skal det heller ikke.

Det har givet pote at have fokus på overlevelsesstrategierne. Først i mit eget liv, hvor jeg virkelig tør tro på mig selv, og kan mærke mig selv, i stedet for hele tiden at have fokus på andres behov og sindstilstand.

Men jeg kan også se det på mine børn, som så tydeligt viser mig at de står stærkt i sig selv, og tror på det de mærker.

Er du opmærksom på dine gamle overlevelsesstrategier?

Måske kender du dem slet ikke.

Det er de ting du gør helt ubevidst for at passe på dig selv. Det kan være du føler du er nød til at råbe op for at blive hørt. Eller at du sætter alle andres behov foran dine egne. Måske er du typen der altid undskylder for dig selv. 

Der er mange overlevelsesstrategier, og hvis du vil opdage dine egne, kan du starte med at se på, hvad du for alt i verden vil undgå, og hvad du vil gøre for at det ikke sker.

Jeg vil gøre rigtigt meget for at andre ikke bliver vrede på mig, selv give et lille stykke af mig selv, så derfor tilpasser jeg mig hellere på forhånd.

Når du har opdaget en overlevelses strategi, så find ud af hvad du ville ønske  du gjorde i stedet for, og hvordan du kan gøre det på en måde der gør dig tryk.

Jeg vil være rigtigt god til at sige fra på en venlig og voksen måde, hvor jeg er tro mod mig selv. At mestre det giver mig tillid til at den modsatte part ikke bliver rasende.

Nu er det din tur.

Gratis VideoKursus

Jeg lavet et lille kursus, som du kan få lige her neden under.

Det er til dig der gerne vil opbygge dit barn og støtte dit barn til at være sin egen og til at kunne mærke sig selv.

Det koster dig ikke en krone.

Du tilmelder dig samtidig MomFidence nyhedsbrev, hvor du vil modtage relevant viden om at være mor.

Du kan til en hver tid afmelde dig igen ved et enkelt klik.

[mc4wp_form id=”1180″]

Indlægget Overlevelsesstrategi blev først udgivet på MomFidence.

God læselyst 

Om Anna Knakkergaard

Anna er uddannet læge og klinisk hypnoterapeut, og så er hun mor til en hel håndfuld børn i alderen 8-17 år. Anna brænder for at hjælpe mennesker til et liv i bedre balance og bruger hypnoseterapi til dette formål. Hun laver terapeutisk behandling af børn, unge samt enkelte voksne, ligesom hun uddanner, underviser og superviserer andre sundhedsprofessionelle. 

For nyligt lancerede hun HypnoBaby, som er en app, der tilbyder professionelle hypnoselydfiler til kvinder (og par) før, under og efter gravitet. Alle HypnoBabys hypnoser er udviklet på baggrund af klinisk erfaring og den eksisterende forskning på området.

Du skal være noget for dig selv, før du kan være noget for andre – også dit barn

Der er en grund til, at du i flyveren under en nødssituation skal tage iltmasken på selv, før du hjælper andre. Du kan nemlig ikke være noget for andre, når du ikke først og fremmest er noget for dig selv – og det gælder også i rollen som mor for dit eget barn. For at kunne give noget til andre, skal du have noget at give af. Sådan er det bare. Ellers bliver det en stakket frist, og selv reservetanken løber tør på et tidspunkt. 

Som mor og omsorgsperson kan du nemt komme til at tænke det den anden vej rundt. At du først og fremmest skal være noget for andre – tage dig af, drage omsorg, trøste, hygge om, ordne og rydde op. Og når der så lige er kommet styr på det hele, skal du endelig slappe af eller lave noget, du har glædet dig til. Men sådan hænger tilværelsen bare ikke sammen. Der er altid mere, du kunne gøre; tøj, der trænger til at blive vasket, akut mangel på strømper uden huller, eller ”hvornår har vi egentlig sidst haft børnene med på biblioteket?”. Jeg har haft hundredevis af dage, hvor jeg faldt halvdød om, før jeg nogensinde fik sat mig ned og bare drukket en kop kaffe eller kigget ud ad vinduet. Jeg er heldigvis blevet klogere og lidt bedre til at finde mine små pauser i hverdagen, og mine børn er endda blevet så store, at de selv smører madpakkerne, og der bliver tid til at løbe en tur indimellem.  

Pointen er, at du bliver nødt til at tage dig lidt af dig selv og sørge for, at du er tanket bedst muligt op. Og det gælder både mad, søvn, hvile, hyggesnak med din gode veninde og 15 minutters ”mor-tid” i solen med bare tæer en gang i mellem, mens ungerne (gud bedre det!) bliver overladt til ipad’en et øjeblik. Det er helt okay. Selvfølgelig handler forældreskab også langt hen ad vejen om at være i stand til at tilsidesætte egne behov, men som regel er der mulighed for at være langt mere kærlig og omsorgsfuld over for dig selv, end du måske går og tror eller prioriterer. Hvis du er som mange andre, får du sikkert hurtigt dårlig samvittighed, når vasketøjet begynder at vokse ud af kurven eller, der for tredje gang på en uge er rugbrødsmadder med leverpostej på menuen. Måske skammer du dig, fordi du forestiller dig, at alle andre mødre kan overkomme mere end dig, eller måske føler du skyld, fordi du ikke orkede at tage med til (endnu et) klassearrangement.

Hvad kan vi egentlig bruge skyld og skam til?

Godt spørgsmål! Man kan måske undre sig over, at følelser som skyld og skam overhovedet eksisterer, men det er der faktisk nogle rigtigt gode grunde til. De grunde handler primært om, at vi skal kunne fungere i sociale fællesskaber, hvor vi tager hensyn til hinanden og ikke går rundt og kun tænker på os selv. Evnen til at kunne føle skyld og skam er noget af det, der er med til at socialisere os og lære os at kende forskel på rigtigt og forkert. Det typiske eksempel på et menneske, der ikke kan føle skyld og skam, er psykopaten, der uafladeligt søger at opfylde sine egne behov uden hensyntagen til andre, og som nemt kommer til at udgøre en fare for samfundet. 

Derfor er det rigtigt godt, at vi oplever ubehagelige følelser, når vi gør andre kede af det eller overtræder deres grænser, for på den måde kan vi tydeligt mærke, når noget ikke er så hensigtsmæssigt.

Men hvad er så problemet med skyld og skam? Problemerne opstår, når disse følelser kammer over og kommer til at fylde alt for meget. Det kan være, når vi påtager os ansvaret for noget, som vi slet ikke er herre over. ”Jeg er en rigtig dårlig mor, når mit barn græder så meget”, eller ”jeg er ikke god nok, når nu jeg ikke kan blive gravid”. Det kan være i tusindvis af situationer, at skyldfølelsen eller skammen kommer ud af proportion. Det er f.eks. også ofte skam, der forhindrer os i at tale åbent med andre omkring, hvilke problemer og konflikter, der udspiller sig i vores privatliv.

I det moderne samfund, udspiller der sig efter min mening efterhånden en ”perfekthedskultur”, hvor der er uendelige muligheder, og vi alle helst kontinuerligt skal stræbe efter nye mål. Problemet er bare, at det aldrig stopper. Vi kan aldrig slå til, hvis vi skal kunne alt. Selvfølgelig er det bedst, når vi ikke skælder ud, har overskud til at lytte eller møder verden med et smil, men hvis vi samtidig skal bage de flotteste cupcakes, træne op til et maraton (for det gør alle andre jo!) og skyde de bedste ”vi hygger os helt vildt og slapper sindssygt meget af, mens vi er super nærværende med vores børn”-billeder til Instagram, så løber vi tør for tid, overskud og energi.

Den gode nyhed er, at vi er ”gode nok”, når vi bare er os selv. Vi kan lave tusindvis af fejl i forbindelse med opdragelsen af vores børn og stadig give dem de bedste forudsætninger for et godt liv.

Hvad har hypnose med selvværd at gøre?

I mit kliniske arbejde med hypnose spiller fokus på selvværd altid en rolle. Hypnose er bl.a. vist at være effektivt til at mindske stress, angst og depression, og min erfaring er, at det også har en betydelig positiv effekt på selvværdet. De fleste har stor gavn af at tage kontakt til deres indre kerne og få styrket selvværdet. Mange opdager, at de behandler sig selv uden den respekt og kærlighed, de har brug for, og som de fortjener!

I mit arbejde med HypnoBaby har jeg haft stort fokus på, at hypnoserne i appen skal være med til at understøtte og opbygge selvværdet, da det har en afgørende betydning for vores livskvalitet, uanset hvor vi står i livet. Et godt selvværd er et vigtigt fundament for, at vi kan trives godt og også være noget for andre.

En kvinde skrev til mig: ” Jeg har netop hørt lydfilen “Du er god nok”. Med fertilitetsbehandling har mit selvværd fået et knæk. Jeg føler mig ofte ikke hel, jeg omtaler ofte min krop og mig selv fejlslagen. Denne lydfil handler om at booste selvværdet, at “jeg er unik, og derfor har værdi”. Jeg lod tårene trille, fordi jeg opdagede, hvor hård jeg er ved mig selv. I lydfilen blev jeg bedt se mig selv som er lille nyfødt barn- der er elsket – ikke for det det kan, men det det er .”

Dette smukke og tankevækkende citat beskriver på fineste vis, hvordan arbejdet med hypnose og selvværd kan være.

Husk på, at du er lige præcis, som du skal være, fordi du er dig!

Tusind tak, fordi du læste med.

Hvis du har lyst til at vide mere om HypnoBaby eller om hypnose, kan du læse mere på hjemmesiden https://hypnobaby.dk, hvor du også finder min egen blog og har mulighed for at tilmelde dig mit nyhedsbrev.

Du kan også følge mig på Instagram eller Facebook – søg på @hypnobaby.dk

De kærligste hilsner

Anna – mor til HypnoBaby 

Indlægget GæsteBlogger Anna Knakkergaard blev først udgivet på MomFidence.

Jeg er altid blevet fortalt, jeg var hidsig, ikke kunne styre mit temperament. Jeg  blev sammenlignet min mor, som tit blev vred. Det gjorde flere ting for mig og mit selvsyn.

For det første, følte jeg mig meget forkert når jeg blev vred. Det medførte, at jeg havde rigtig svært ved at sætte grænser. Jeg lærte aldrig at være i min vrede eller at bruge den sunde vrede, som en guide til at mærke mig selv.

For det andet så blev det min historie. Det blev historien om vrede Elvah, som ikke kunne styrer temperament. Elvah som flippede ud og kastede med ting. Eller som skreg af andre i vrede og frustration.

Sådan en historie kan være meget vanskelig at komme af med. De historier du tror på bliver din virkelighed.

For det trejde så lærte jeg at lukke af for en masse følelser, gemme dem væk. Jeg skammede mig når jeg blev sur, for så vidste jeg at jeg var forkert. Min vrede var ikke rigtig eller accepteret, eller respekteret for den sags skyld.

Jeg var en tikkende bombe

Det betød, at når jeg ikke kunne holde min vrede tilbage mere, når jeg var så fyldt op af, at mine grænser blev overskredet, så eksploderede jeg. Jeg var en omvandrende bombe. Når jeg først blev så vred, havde jeg simpelthen så svært ved at blive god igen. Jeg kunne ikke rumme min egen vrede.

Det paradoksale ved det hele var, at jeg slet ikke anede, hvor længe jeg havde været vred, inden jeg fik et raserianfald. Jeg var efterhånden blevet så god til at lukke ned for vreden, at jeg sket ikke kunne mærke den mere. Derfor kom det også altid bag på mig når jeg blev så vred, jeg reagerede ikke på mine egne signaler. Jeg kunne overhoved ikke mærke mig selv.

Når du ikke kender din vrede, og ikke kan håndtere den på en sund måde, kan du heller ikke sætte grænser. Det hænger sammen med den sunde vrede at kunne sætte grænser. Lukker du ned for din vrede, slukker du også din retfærdighedssans og din egenfornemmelse. Derfor bliver du ude af stand til at sætte grænser, og er du en af dem der alligevel sætter en grænse engang imellem, så bliver det i en eksplosion.

Dine børn arver dine følelser

I mange år ville jeg ikke have børn, af selv samme grund. For jeg kunne jo ikke få børn, når jeg ikke kunne styre mit temprarement. Når jeg var sådan en hidsigprop. Det kan du læse mere om HER

Jeg var bange for at blive vred som min egen mor, for det var jo den historie jeg havde fået fortalt. Tænkt hvis jeg lod mine raserianfald gå ud over mine børn?

Nu har jeg to børn, og jeg kan godt blive vred på dem. Jeg har også råbt højere end jeg har lyst til at indrømme. 

Men jeg har lært at, min fortid gør, at det fylder enormt meget for mig, hvis jeg bliver vred. Det er nærmest som om jeg går i stykker inden i, og at min rolle som mor, bliver ødelagt, får ridser, som jeg ikke kan få til at gå væk igen.

Heldigvis har jeg lært at det er ok at blive vred. Det er også helt i orden at sætte en grænse. Jeg har lært at det kan man sagtens ude at råbe, og uden at hæve stemmen.

Og selv om jeg skulle hæve stemmen, så kan jeg trøste og sige undskyld. Det er langt vigtigere at vise mine børn at jeg har følelser, og vise dem hvordan jeg håndtere dem, end at jeg går og gemmer mig selv.

I dag kan du læse alle steder at du ikke må råbe af dine børn, at det skader dem, og det er det samme som at slå. Det betyder at du kan komme til at gå rundt og føle dig så forkert, hvis du hæver stemmen.

Det gjorde det for mig.

Selvfølgelig skal vi ikke gå og råber og skrige af vores børn. Men når det sker, så er du lige som jeg, bare et menneske. HELDIGVIS!

Og har du råbt, så er det vigtigste at genskabe relationen, og vise dit barn at du stadig er en tryk base.

Det er så nemt at læse i en bog at man ikke må råbe, det er langt svære aldrig nogen sinde at råbe af sine børn.

Giv dig selv plads til at have følelser og husk på at din vrede handler om at du har fået overskredet grænser. En sund vrede handler ikke om at råbe højt, du råber først når du er så presset at du ikke kan se andre udveje.

Har du det svært med din egen vrede, synes du helt sikkert også at det er svært at rumme dit barns vrede. Eller andre store følelser. Det hænger sammen. Og dit barn kan have svært ved at rumme sine egne følelser. For vores børn lære at håndtere følelser gennem deres forældre.

Vil du gerne blive klogere på dine egne følelser, og på dit barns følelser?

Jeg har lavet en klub på facebook, Følelsekompasset, hvor jeg gennem 4 uger, hjælper dig med at rumme dine egene og dine børns følelser.

Vi starter op 1/10 og du kommer med ganske gratis, ved at anmode om medlemsskab lige her: FølelsesKompasset

Jeg lover dig at det bliver en rejse, med indsigter og en dybere forståelse for dig selv, og de følelser som du rummer. Det vil hjælpe dig med at navigere i dit barns store følelser, og give dig en ro i at du er lige som du skal være.

Vi ses i grupppen

På 4 uger vil jeg lære dig at navigere i dit barns følelser

Det er gratis og det eneste du skal gøre for at komme med, er at melde dig ind i facebook gruppen FølelsesKompasset. Vi starter 1 oktober.

Indlægget Vreden var min identitet blev først udgivet på MomFidence.

“Er det ikke vildt hårdt at have begge børn hjemme?”

Det er et sprøgsmål jeg har hørt, rigtig mange gange siden jeg tog Augusta ud af vuggestuen. Det er en beslutning jeg ikke har fortrudt, en eneste gang. Og med det fokus der er på minimumsnormeringer lige nu, og oven på DR dokumentaren “hvem passer vores børn”, så er jeg bare endnu mere overbevidst om, at det er den helt rigtige beslutning.

For selv om jeg syntes at pædagogerne var nærværende og altid sad i børnehøjde, så var der bare få få hænder. Tit når jeg hentede, var der ikke engang en uddannet pædagog på stuen, og det selv om Augusta aldrig er hentet senere end kl 15. Det var virkelig sjældent, at det var så “sent”.

Sandheden er at det er skide hårdt at have dem begge hjemme.

Men alternativet er at jeg sætter min store pige ned til en hverdag hvor der er al for lidt voksen kontakt. Det giver jo ingen mening når jeg er her hjemme med Leonora.

Jeg vidste faktisk ikke om jeg kunne overskue, at have hende hjemme!

Men hvorfor nu det?

Er vi ikke alle sammen gearet til at overskue vores børn?

Eller kræver det en helt særlig type mor, at have sine børn hjemme?

Jeg tror vi har lært, at vores børn skal i vuggestue, så vi kan få en pause fra forældrelivet og komme tilbage til vores arbejde… prøv lige at tygge lidt på det….

Altså vi skal simpelthen have en pause fra vores børn?

Vores arbejde skal være vigtigere end vores børn?

Der rigtig meget i det bare bare skriger til himlen. Ikke fordi vi ikke har ret til at have alene tid, eller børnefri tid. Men skal vi ikke se frem til at være sammen med vores børn, i stedet for at se frem til at være på arbejde?

Vi bliver simpelthen kodet til at børn skal ud af forældresnes favn, at det er normalt, og for barnet bedste, for de skal jo lære at være sociale.

Men børn er sociale væsner, det behøver de ikke at lære. Nu mere sikre de er i deres tilknytning nu nemmere har de ved at være sociale.

Vi tror på al det vås fordi vi forbinder os så meget med vores job. Vi slet ikke kan se hvilken identitet vi har, hvis ikke vores job. Og det klinger bare ikke så godt at gå hjemme.

Jeg siger ikke at vi alle sammen skal droppe vores job og tage vores børn hjem

men måske vi lige skal tænke over hvad det egenligt er vi går og fortæller os selv.

Det kræver mere end minimumsnormeringer at give vores børn en tryk hverdag.

Vi har simpelthen lavet et samfund hvor vi skal have 2 indkomster for at have råd til at leve, som man bør. Vi skal både på ferie 2 gange om året og en kæreste tur alene skal der også være plads til. Vi overforbruger på alle parametre, i forsøget på at leve op til det vi tror vi skal gøre.

Vi fortælle hinanden at det er det rigtige at vores børn skal lære at klare sig selv tidligt. Jeg tror ikke på det!! Jeg tror det er et produkt af den livsstil vi lever og det samfund vi har skabt, og det er ikke for børn!

Tag lige et kig lige på os, som race: Vi udvikler os langsom, fra barn til voksen, og i den periode skal vi have stabile omsorgs personener, og ikke bare overleve vuggestue og børnehave livet.

Vi skal have bedre normeringer i vuggestuer og børnehaver. Men lige så vigtigt er det at fortælle vores politikkere at vi skal have mere tid til vores børn, der hjemme som familie.

Det bør være et krav, at kvinder med små børn, kan komme tilbage på sit arbejde i en deltidsstilling. Jeg ved det er et ønske for mange. Jeg høre så mange kvinder på barsel tale om at de ville ønske de kunne gå ned i tid, så de kunne bruge mere tid sammen med deres børn.

Så vores børn ikke skal være afsted fra 7-16 hver dag, og vi går glip af så meget af vores små børns dagligdag. Der skal være plads til at vi kan tilrettelægge vores liv omkring vore familie i stedet for vores job.

Her kan vi godt kigge lidt til sverige, hvor kvinder faktisk har krav på at starte i en deltidsstilling, efter deres barsel. Sådan at de har mere tid med deres børn mens de er små. Det tror jeg på skaber robuste børn. Satse på tilknytning i familien, og mindre tid i institutioner.

Det kræver måske at vi ikke kan rejse helt så meget, og at vi må skære ned på andre parametre. Hvis vi vil skabe et samfund hvor der faktisk er plads til vores børn, så må vi starte med at ændre det vi selv kan. Vi kan ikke tillade os at råbe højt hvis vi ikke også er villige til at ofre lidt.

Selvfølgelig skal der være flere hænder i vores institutioner, det skal der slet ikke herske nogen som helst tvivl om. Minimumsnormeringer er en start.

Og selvfølgelig skal jeg og mine børn også ud og demonstrere på lørdag. Vi skal gøre al hvad vi kan, for at der bliver bedere plads til de mindste i vores samfund.

Bevar tålmodigheden over for dine børn

Få 3 metoder til, at bevare tålmodigheden over for dine børn
(og undgå at skælde ud)
E-bogen koster blot din e-mail adresse

Indlægget Minimumsnormering – Hvor er der en voksen? blev først udgivet på MomFidence.

Det er et tillidsbrud på relationen til barnet.

Det er forkert.

Det er ulovligt.

… Og mange, andre ting!

Når det så er skrevet, så bliver jeg alligevel nødt til at skrive dette indlæg, og pille ved tabuet, og den skyld og skam der følger med.

Jeg er vokset op i et hjem, hvor slag og fysisk magtmisbrug blev brugt jævnligt. Jeg har mærket på egen krop hvad det vil sige at blive slået af de mennesker jeg burde stole aller mest på, et tillidsbrud som har fulgt mig gennem live det meste af mit liv.

DET GIVER AR PÅ SJÆLEN.

Jeg har i mange år sagt at jeg ikke skulle være mor, netop fordi jeg var skide bange for den sociale arv. Bange for selv at slå mine børn, fordi jeg ikke havde andre redskaber. Der er ingen tvivl om, at vi arver vores forældres adfærd på godt og ondt, hvis ikke vi er opmærksomme. Så frygten er ikke ubegrundet.

Du kan læse om, hvorfor jeg alligevel fik børn lige HER

Frygten er blevet mere tydelig

Nu sidder jeg så her, mor til 2 små piger, og angsten har aldrig været mere mærkbar… Jeg har ligget om aftenen og haft en form for “fantasier” om at slå mine børn… Det er fandeme det mest uhyggelige jeg nogensiden har prøvet!

Så kommer alle tankerne, for at slå på sine børn er simpelthen mit mareridt. Har jeg først slået på mine børn, kan jeg ikke tage det tilbage, ikke gøre det om. Så har jeg altså slået på mine børn. – Og det gør mig pisse bange!

Den sidder stadig i mig, frygten. Jeg har været bange for min mor, og det ønsker jeg ikke for nogen. Jeg kan ikke komme i tanke om et større nederlag, end at mine børn frygter mig, deres mor.

Jeg ved at ingen forældre ønsker at skade sine børn, og jeg ved at de forældre der slår/har slået deres børn gør det i afmagt. Fordi de er så presset at de ikke kan se andre udveje… Og det er der jeg frygter at komme ud. 

Jeg frygter det fordi jeg har set det så mange gange, mærket det på min egen barnekrop.

Jeg stolede stort set ikke på nogen voksne, som barn. Følte jeg et svigt, så lukkede jeg i og lukkede de mennesker ude, det var min forsvarsmekanisme. Den fulgte mig i mange af mine voksen år også, indtil jeg lærte at se mine forsvarsmekanismer.

Jeg vidste at voksne lige pludselig kunne vende sig imod mig, straffe mig, så derfor gav jeg sjældent min tillid ud.

Jeg kan huske den skyld jeg fik: “se nu hvad du fik mig til at gøre” sikke et ansvar at lægger over på et barn!

Nu står jeg så her med mine egene børn, som jeg elsker ubetinget, og som viser mig alverdens tillid. Og frygten fylder, jeg har været vred på dem, og har mærket hvor meget ens børn kan presse en. Jeg har også råbt af Augusta i afmagt, (jeps, selv med alle de redskaber jeg har lært gennem mine uddannelser, så kommer jeg også til at råbe) og det gør frygten for at slå større. 

For det er heller ikke særlig konstruktivt at råbe. Flere studier viser også at det ikke hjælper at råbe af sine børn og at det er skadeligt. Derfor søger jeg endnu mere viden og endnu flere redskaber, til at arbejde med mig selv.

Og det er her mit godeselvvære virkelig viser sit værd. for at søge hjælp det kræver selverkendelse og selverkendelse er første skridt på vejen til et bedre selvværd.

Gamle traumer skal heales og elskes

Lige nu healer jeg mit eget gamle traume, det gør jeg ved at mærke det. Gå ind i frygten og se hvad det egenlig handler om. For selvfølgelig er der en reel frygt.

Der ligger så meget i min egen opvækst, en masse skyld og skam, og det er det jeg skal ind og have fat i. Jeg skal ind og kigge der hvor det gør ondt, i de rum hvor jeg helst lukker døren og gemmer det væk, i skam og skyld. Det får jeg ved at skrive om det, og fortælle dig om mine tanker, for skam lever bedst i mørke.

Det får jeg også ved at læse inspirerende bøger om opdragelse, så jeg har noget sundt og kærligt at spejle mig i.

Det er også her jeg skal elske og heale mit eget indre barn, tage hende i hånden og give hende kærlighed og omsorg. For det er når nye situationer minder os om gamle tematikker at vi reagere uhensigtsmæssig. Derfor giver det indre arbejde så meget mening i forhold til at ændre kerneværdier, som er tillærte og derfor ikke gavner.

Den indre kritikker

Det nytter ikke at slå sig dig oveni hoved med dårlig samvittighed.

Hverken hvis du slår eller råber, for det giver ikke lyst til at ændre noget. Tværtimod giver det er følelse af utilstrækkelighed og modløshed og det er ikke et godt udgangspunkt til at ændre noget, det er derfor det heller ikke virker at råbe af børn.

Tal kærligt til dig selv i stedet, og tænk på hvad du vil gøre fremadrettet. Brug din energi på at holde fokus på hvad du vil gøre i stedet for hvad du ikke vil gøre.

Vi gør hvad vi fokusere på, og vores hjerne opfatter ikke “ikke”.

Så hvis du fokusere på: “Jeg vil ikke slå mine børn”. Oversætter din hjerne det til: “Jeg vil slå mine børn”.

Derfor har jeg lavet et mantra: “Jeg møder mine børn kærligt, omsorgsfuldt, og med respekt”

Sådan at når jeg kommer til at tænke på at jeg ikke vil slå mine børn, eller råbe af dem, så flytter jeg fokus over på hvad jeg vil gøre i stedet, og det hjælper.

Det er helt standart, omprogrammerering af hjernen, du kan lave dine egne positive affirmationer, for at flytte fokus og fjerne den indre kritikkers stemme.

En bedre udgave af mig selv

Det gør mig til den bedste udgave af mig selv, at arbejde på denne måde. Det er så givende og kærligt, både over for mig selv, og mine omgivelser.

Jeg kan ikke ændre fortiden, eller andre mennesker, men jeg kan ændre mig.

Hvad frygter du aller mest ved forældrerollen?

Jeg vil elske at læse dine affirmationer, hvis du vil dele. Det inspirere både andre læsere og mig –  også er det vildt lækker karma.

Indlægget At slå på børn blev først udgivet på MomFidence.

God læselyst

Lidt om Charlotte: 

Charlotte Mouyal er Unge- og Familiecoach, Mindfulness Instruktør og Foredragsholder. Hun arbejder målrettet med at fremme trivsel hos børn og unge. Specielt banker hendes hjerte for at øge børns og unges mentale styrke og få dem til at genopdage deres potentiale.

Charlotte har udviklet teenagekort, som hjælper teenagefamilier med at åbne op for dialogen og tilliden, og samtidigt finde en fælles platform for et styrket familiesammenhold. Læs mere på 

www.charlottemouyal.com.

Hvad gør du når du ikke længere kan påvirke din teenager lige så meget som du har kunnet?

Hvad gør du når din teenager siger dig imod og du oplever ham/hende at være på tværs?

Der kommer et tidspunkt hvor du ikke har lige så meget indflydelse på din teenager som du tidligere har haft. Det kan være frustrerende og måske er din lunte kortere med din teenager.

Er du klar over hvad de følelser dækker over og prøver at fortælle dig? Vrede og irritation kan dække over den sorg du oplever, ikke at føle dig som en lige så stor del af din teenagers liv længere –at du ikke føler at du er en prioritet, og med god grund.
Du har jo opforstret din teen og været med til stort set alt i alle disse år, og ret hurtigt skifter det, og det kan føles overvældende. Og lad mig sige – det er helt normalt at have det sådan. 

Måske kan du nikke genkendende til nogle af følgende situationer:

– Din teen hører ikke efter, når du kommunikerer.
– Du beder om at din teen gør noget for dig, men det bliver kun halvt gjort.
– Du mener at han/hun har ansvar for sig selv og deres fremtid, da de er gamle nok.
– I diskuterer om de mindste ting, og det vækker nogle følelser i dig.
– Du mærker at de værdier du/I har lært din teen, ikke bliver taget seriøst længere og

Din teen går den modsatte retning

 Dette er blot nogle af frustrationerne som forældre har når de kontakter mig. De er i vildrede over deres teens opførsel, ageren, de forstår ikke hvorfor de ikke siger så meget ved middagsbordet, hvorfor de ikke længere gider tage på familieture eller være så meget sammen med familien, men hellere vil sidde på værelset, være sammen med vennerne eller se Netflix. Det gør nogle teenagere, og det er også helt fint, men der skal selvfølgelig være en balancegang.

Teenagers reaktion og udbrud bunder altid i noget dybere, i teenageårene er de ekstra sårbare, så hvordan får du som forælder knækket knoden, så du kan tale med din teenager om de udfordringer eller bekymringer han/hun har? Og stadig bibeholder det gode forhold I har.

Noget af det største og vigtigste for unge, er at blive lyttet til. Teens har ekstra meget brug for at blive lyttet til, at du som forælder lytter til dem, det lyder så banalt, og det er det, men kan alligevel være svært i praksis. En god øvelse I kan lave sammen, så I lærer hinanden endnu bedre at kende er, at I sætter jer ned, du stiller uret til 5-8 minutter, og så er din opgave at spørge hvordan din teen har det, og så bare lytte.

At være ekstra rummelig med din teen, er vigtigt. Der er mange hormoner der skøjter rundt i deres krop, og der er ting de ikke selv føler de kan kontrollere, så hvis de også har konflikter i hjemmet, hvor de mest af alt ønsker at roen kommer derfra, så de kan bevare overblikket i skolen, så skaber det endnu mere uro i kroppen og i deres sind.

I disse turbulente og kaotiske år handler det for din teen om at de har så meget ro på som muligt, da de både skal finde ud af hvem de er, de gennemgår nogle svære år, da alt bare føles meget større, og samtidigt skal de finde ud af hvad de vil med deres fremtid, bibeholde venskaber og eventuelle relationer med det andet køn.

Mindfulness er et effektivt og godt redskab til unge, især om aftenen inden de skal sove. Det beroliger deres nervesystem og gør din teen rolig – måske ikke i starten, men gør det til en daglig rutine, eller 3-4 gange ugentligt. Der er masser af mindfulness eller meditationsguide på Youtube, og de varer omkring 10-15 min. Lav det sammen, så I har noget til fælles.

Som forælder er det vigtigt at du ikke tager det personligt

– at din teen ikke er som han/hun engang var, eller har de dybe samtaler som I engang havde. Det behøver ikke at betyde at I aldrig får dem igen, det betyder at i en periode er der andet din teen synes er vigtigere.
Det er også i denne tid at din teen prøver at løsrive sig fra familien og jeres værdier, for at blive et selvstændigt menneske. Det vil betyde at din teen ikke altid vil synes det samme som jer, og det skal respekteres og I kan tale om disse ting, for at skabe større forståelse.

Hvis du som forælder kan acceptere at din teen ikke vil være så meget sammen med jer i en tid, så vil det gavne jer i sidste ende. Fordi det er netop din accept som forælder, som enten vil gøre at din teen føler sig accepteret som han/hun er, eller vil føle sig forkert – og det sidste kan have store konsekvenser for deres selvbillede, selvværd og relationer med andre.

Læs mere om Charlotte her

Indlægget Gæsteblog: Charlotte Mouyal blev først udgivet på MomFidence.

Det er sorgfuldt og fyldt med skam, og lige præcis derfor er det så vigtigt at skrive om det.

Jeg har muligvis noget familie der vil føle sig udleveret, hvis de læser med. Men det er ok, for det handler ikke om dem, det handler om mig, og det handler om alle dem der kommer fra familier, med udfordrende relationer.

Da jeg skulle have min datter i 2016 var jeg skræmt fra vid og sans, for hvordan skulle jeg på nogen måde kunne være en god mor, når jeg ikke havde noget forbillede, at læne mig op af?

Den eneste jeg ser af min biologiske familie, er min bror. Det er et valg som jeg har taget, for at passe på mig. Det er sket lidt ad gangen, og der er ingen tvivl om, at meget af det handler om arv og værdier.

Jeg kommer fra en familie af misbrugere, men også en familie hvor det handler om at være stærk, også på bekostning af andre. Man udskammer gerne hinanden, for at højne sig selv. Viser man svaghed, så ryger man ned, det er hver mand for sig.

ca 30% har familie de ikke ser.

Der kan være mange grunde til splittelsen, og det eneste du gøre, er at kigge på sig selv, og se hvilken andel du selv har i bruddet.

Husk på at din version af historien er din og at den anden part vil have en helt anden version.

Det er ikke forkert at vælge familie fra, det gør dig hverken ufølsom eller ligeglad.

Tag ansvar for dine valg, du kan ikke give andre skylden.

Når du tager ansvar og står ved dig selv, vil du også finde en meget større accept af dine valg.

For nyligt tog jeg en beslutning om at bryde med min mor, min datters mormor. Det var ikke en let beslutning, men den var helt nødvendig for mig. For at jeg kan være tro mod mig selv og mine værdier.

Hvis jeg skulle være sammen med min mor, så ville det kræve at jeg lod hende overskride mine grænser igen og igen. Hvis jeg ikke gjorde det, så skulle jeg være klar til at tage skylden for det hele, altså være syndebuk. Det tog jeg en beslutning om, ikke var en mulighed.

Jeg har været offer for manipulation, udskamning, fysiske og psykisk vold, og magt misbrug. Al sammen noget jeg for alt i verden vil skåne mine børn for.

Det er ikke nemt, og nogen gange står jeg i en situation, hvor jeg tænker: ‘shit jeg lyder lige som min mor’. For mig det mest skræmmende i verden, netop fordi hun har gjort mig så meget ondt.

Der var engang hvor jeg var rasende på min mor, hvor jeg hadede hende inderligt og med god grund. Det eneste problem ved al den vrede er, at den jeg straffer aller mest er mig selv. Det er mit liv jeg ætser og det er i mit liv jeg spreder tung energi i.

Vreden kan stadig blusse op, og det er her jeg skal huske mig selv på at vrede er en følelse og at den skal have plads og accept, på lige for med de “pæne” følelser. Altså de følelser vi gerne må have. Dem vi har lært, er gode og rigtige. Du ved glæde, lykke, taknemmelighed osv.

Hvis vi hele tiden skal være pæne og gode og søde

– så undertrykker vi en del af os selv. Den del der rummer healing og accept, af det menneske vi hver i sær er.

Min mor og jeg har altid haft det svært og har flere gange ikke haft kontakt. Jeg har altid følt mig forkert i hendes øjne, følt at jeg ikke var værdig til hendes kærlighed. Bange for at sige hvad jeg mente og følte, af frygt for konsekvenserne. Den følelse har jeg taget med mig, langt ind i mit voksen liv, og den er en stor del af grunden til at jeg ikke ser min mor.

Er det ondt eller hårdt? Det er jeg sikker på at nogen vil mene og det må de også gerne. Jeg har taget valget for at være min egen ansvarlige voksne, der passer på mig selv.

Det er ikke ondt, det er egen omsorg. 

Og gjort fordi jeg har indset, at jeg ikke formår at have en sund relation til hende.

For lige netop den sorg og det svigt skal mine børn ikke udsættes for. Og det skal jeg for øvrigt heller ikke selv.

Mit indre lille barn har brug for, at jeg er voksen og tager ansvar, trøster og passer på.

Det kan jeg kun gøre ved at respektere mig selv. At være sammen med et menneske der gang på gang overskrider mine grænser er at yde vold på mig selv.

At være sammen med mennesker der altid skyder skylden videre, som nægter at tage ansvar for deres andel, er ikke det værd. Vi må gerne være selektive i vores valg af mennesker vi omgås. Vi skal passe på os selv, og på vores indre barn.

Så måske tænke du, hvordan kan jeg undervise i selvværd, og familie relationer, når jeg ikke har nogen relationer selv?

Og det vil jeg helt vildt gerne svare på:

For hvordan går man fra shitty familie relationer, til at videregive sunde relationer til sine egne børn?

Jeg ved hvad det handler om, jeg ved hvad det kræver at slippe fri. Hvordan man kan komme videre med egne sunde relationer til sine børn, selv om man ikke har noget familie at se op til, søge hjælp og vejledning hos.

Det handler nemlig ikke altid om at finde sammen igen, og bliver venner og leve lykkeligt ‘ever after’. Det sker også selvfølgelig gør det det, men det er ikke altid det, der er den gode løsning.

Den gode løsning kan også være at tilgive og komme videre hver for sig. Det kan være nødvendigt at tage en pause eller holde afstand.

Vigtigst af alt så handler det om at turde mærke sig selv og de behov du har undertrygt, for at tilpasse dig dårlige familierelationer.

Du ved hvad der er rigtigt for dig, jeg kan hjælpe med at vise dig vejen.

Vil du også lære dit indre barn at kende?

En selvværdshealing er en fantastisk måde at møde sit indre barn. Finde en tilknytning mellem dit voksne jeg og dit indre barn. Dermed kan du nære dig selv og få en større forståelse for dig selv og hvem du er.
Det giver mere overskud til at være den mor du drømmer om. Når du begynder at tage dig af dig selv, så vil du også være et sted hvor du meget bedere kan tage dig af andre. Du bliver nød til at fylde dig selv op med kærlighed, for ikke at blive drænet af at tage dig af andre

læs mere

Indlægget Svære familie relationer – og hvordan du alligevel er en god mor blev først udgivet på MomFidence.

Jeg har hørt den 1000 gange, og kigger jeg tilbage på min egen barndom, vil jeg sige at den sætning er en STOR FED LØGN!

Men nu skal min datter være storesøster, for selv om jeg ikke synes det var specielt fedt at have en bror den gang, så ved jeg godt med mit tunge jeg, min sunde voksne mig, at der var så mange andre ting der spillede ind i den ligning end at jeg havde en bror.

Alligevel sætter det igang i en masse tanker, gamle mønstre og spørgsmål:

• Kan man virkelig elske nr 2 lige så meget
• Går der for meget fra Augusta?
• hvad nu hvis de bare aldrig kan enes.
• Var det bedere bare at være os 3.
• Har jeg lyst til at elske endnu et barn?
• Hvad hvis jeg bliver som min mor?

Det er skide skræmmende, for at sige det mildt. Og her, selv med en halv måned til termin, kan jeg mærke frygten gribe mig. Hvad nu hvis jeg kommer til at forskelbehande, som min mor gjorde med min bror og mig? Jeg ved at jeg har en helt anden tilgang til at være mor, end hun havde, men frygten ligger der, og hvisker i mit baghoved hele tiden.

Jeg ved at det handler om mit indre arbejde. At få beroliget mit indre barn, og vide at jeg har valgt anderledes. (vil du lære at tage kontakt til dit indre barn, så læs mere lige her)

Jeg tror, uanset om du har noget med i bagagen eller ej, så er det lige så skræmmende at blive mor første gang, som at tilføje en søskende til sit højtelskede førstefødte.

Nogen dage fortryder jeg at vi har valgt at få en til, og de dage ved jeg godt at det er mit indre, frygtsomme barn der taler, nej ikke taler RÅBER, SKRIGER OG GRÆDER,  i  frygt over at fejle, og at blive svigtet igen, at svigte.

Det er frygteligt!

Det er så vigtigt at tale om, vigtigt at få det ud, og få luft. Det er også derfor jeg skriver dette indlæg også selv om jeg synes det er svært, skræmmende og flovt.

For hvilken mor har sådanne tanker?

Sandheden: Flere end du aner! Det er hvad jeg har lært når jeg snakker med de mødre jeg hjælper; de her følelser vil være der, det er ikke et spørgsmål om at få dem væk, men et sprøgsmål om at finde en god måde at tackle dem på.

Det er den slags tanker vi skammer os over at have, og når vi skammer os så lukker vi det grimme inde, gemmer det så godt vi kan og håber at det ikke bliver opdaget. For så ville andre jo begynde at se os på en ny måde, måske den måde vi ser os selv på. Det er bare ikke sådan der forholder sig.

Tvært i mod, nu mere du åbner dig, og nu mere ærlig du er, nu bedere relationer kan du have til andre mennesker.

Jeg glæder mig til at have en lille baby igen. Jeg glæder mig til at se min søde, dejlige og omsorgsfulde datter som storesøster. Min frygt er om jeg kan finde ud af at lade hende være storesøster på hende premisser.

Og igen det ved jeg at jeg kan, men frygten taler meget højt lige her, og det er en del af min helings proces. Det er lige her jeg stadig er et frygtsom og såret barn, eller sagt på en anden måde: Det er her mit indre barn har aller mest brug for at jeg også har en rationel voksen side.

Det er et sats at få børn, der er ingen der ved hvad der vil ske, når man bringer børn ind i verden. Jeg tror på at de bringer mere kærlighed ind i vores liv, hvis vi lader dem. Hvis er gode til at tage os af vores eget indre barn, så bliver vi også meget bedre til at tage os af vores fysiske børn.

Det er ret vildt at gå fra slet ikke at ville have børn (læs mere om det lige her) til at få et barn. Og at vælge at sætte endnu et barn i verden er lige så skræmmende, det er bare nogen helt andre ting der spiller ind her.

I starten var ‘undskyldningerne’: “Så her de hinanden”. “Vi er ikke unge forældre, så når vi bliver gamle bla bla bla…  så har de altid hinanden at lege med”.

Kan du høre det? hvordan jeg havde brug for at retfærdigøre endnu et barn? som om jeg skulle undskylde på forhånd.

Og ved du hvad? Jeg har intet at have det i. Jeg havde intet forhold til min 5 år yngre lillebror. Jo jeg synes han var skide irriterende, og det er først som voksne at vi har et godt forhold til hinanden.

I virkeligheden, handlede det om jeg jeg bare slet ikke kunne lade være med at få endnu et barn. Lige så meget jeg pludselig havde lyst til at få et barn, lige så stor og ubeskrivelig var lysten til endnu en baby.

Det er først bagefter at frygten kom.

Det er vigtigt for mig at give mine børn en tryk opvækst, den opvækst jeg aldrig fik. Det gør bare at der er så mange flere skygger jeg skal gøre op med. Det er skide svært, for det kræver at jeg virkelig er ærlig over for mig selv og virkelig går dybt. Det er et arbejde som jeg måske aldrig bliver helt færdig med, men som bliver lettere og lettere med tiden.

Hvad er din holdning til at have mere end et barn? har du taget et valg? Var du skræmt over at få mere end et barn?
Ved at dele dine tanker lader du endnu flere mødre vide at de ikke er banen med deres tanker.

For det er det der sker når vi begynder at åbne op, og kaste lys og det vi prøver at gemme inden i, så forsvinder det, og andre kan spejle sig og blive inspireret. det er så smukt og så berigende, synes jeg.

Vil du lære at lytte til dit indre barn?

En selvværdshealing er en fantastisk måde at møde sit indre barn. Finde en tilknytning eller dit voksne jeg og dit indre barn. Dermed kan du nære dig selv og få en større forståelse for dig selv og hvem du er.
Det giver mere overskud til at være den mor du drømmer om. Når du begynder at tage dig af dig selv, så vil du også være et sted hvor du meget bedere kan tage dig af andre. Du bliver nød til at fylde dig selv op med kærlighed, for ikke at blive drænet af at tage dig af andre.

Læs mere

Indlægget Når man venter nr to blev først udgivet på MomFidence.

Hvor meget skal baby sove?

Der er ikke et entydigt svar på det spørgsmål. Der er stillet nogle retnings linier op fra sundhedsstyrelsen, som kan give en indikation.

Hvor meget skal baby sove?

• 1- 4 uger: Det nyfødte barn sover i kortere perioder á 2-4 timer døgnet rundt. I alt sover det ca. 15-18 timer i døgnet.

• 1-3 måneder: Barnet kan efterhånden sove ca. 3 timer ad gangen og er mere vågen om dagen. Sover i alt ca. 14-15 timer i døgnet.
• 4-5 måneder: Barnet har brug for at sove tre-fire gange i løbet af dagen. Om natten kan det ofte sove op til 4-5 timer sammenhængende. Sover i alt ca. 14-15 timer i døgnet.
• 6-12 måneder: I begyndelsen sover barnet tre lure i løbet af dagen, senere bliver det til to. Når barnet nærmer sig 1 år, kan det måske sove ca. 6 timers sammenhængende søvn om natten. Sover i alt ca. 14-15 timer i døgnet.
• 1-2 år: Om dagen sover barnet en eller to lure. I alt sover det 12-14 timer i døgnet.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Men et godt råd fra mig, vil være at tage alle de retningslinier og smide dem ud af vinduet, for du bliver alt for frustreret på baby over at den ikke lige passer ind, i de skemaer. eller føler dig som en dårlig mor fordi baby ikke følger ‘normen’

Sådan er der ingen der skal føle sig!!!

Alle babyer er forskellige, der gælder i alle spekter, men nu hander dette indlæg om søvn.

Og uanset hvordan vi vender og drejer det er vores små børn lige så forskellige og med forskellige behov som voksne.

Når jeg alligevel har brug for at skrive om søvn, selv om der er skrevet stolpe op og ned omkring søvn, og ved ved at du kan google dig til 100000 forskelliger svar. Så er det fordi det er så vigtigt for mig at give din en mulighed for at gribe baby søvn ad på en måde der båder er mere kærlig for dig barn og dig.

Et syn der giver ro fordi det handler om alt andet end at få baby til at tilpasse sig skemaer og råd for bøger det på ingen måde kender din baby. De eneste der virkelig kender din baby er dig selv og din partner og mit bedste råd er at i kigger på jeres baby og ser hvad behov der er i forhold til søvn.

Der er mange forskellige måder at vælge at baby skal sove handler om at alle får så god og tryg en søvn som muligt.

lad mig her liste forskellige muligheder op.

Hvor skal baby sove

• Samsovning i jeres seng
• ved siden af sengen i en vugge elle lift
• bedside crip

Jeg er klart fortaler for samsovning, af den simple grund at det fungere for os. Vi har en KÆMPE seng der måler 2,5 meter i bredden og der kan vi sagtens alle sammen være uden at ligge i lag.

Jeg elsker at have min datter tæt på, og kan næsten slet ikke forstille mig at hun en dag ikke har det behov for tryghed, som hun har lige nu.

Men jeg kender også mødre hvor det sket ikke fungere og så er det jo ikke sådan man skal sove. Der er nogen der sket ikke får lukket et øje, og nogen hvor man forstyrre babys søvn mm. og det skal der lyttes til.

Kigger man helt videnskabelift på det, så har baby brug for at sove tæt på mor og far, da det giver tryghed, der er simpelthen indbygget i os, men ingen regler uden undtagelser.

Det er er aller vigtigt når det kommer til søvn, er at du har det godt med din beslutning, og at baby trives. Og har skal du lyttet til din mavefornemmelse. Det er kun dig der der ved hvad der er det rigtige for dit barn og dig.

Hverken bedsteforældre eller din veninde som har været turen igennem flere gange, eller din søde sundhedsplejerske, kan fortælle dig hvad der er det rigtige at gøre. Du kan lytte til deres råd og så du tage det med, der giver mening for dig.

Og resten? Ud med det, det skal ikke fylde hos dig. Det der betyder noget er at du og din baby trives.

Det giver nemlig selvværd til dig, og på sigt vil det også være mere og bedere selvværd til dit barn.

Mødregruppen

Jeg har oprette en mødregruppe, på facebook, der har til hensigt at vi støtter hinanden.

Her er der plads til alle og alle sprøgsmål er velkomne.

Det handler om at give råd videre fra mor til mor, at have et sted hvor man kan få vendt sine bekymringer uden at føle sig dømt.

Skal du med?

Du finder den lige her

Indlægget Hvor meget skal en baby sove? blev først udgivet på MomFidence.