Minimumsnormering – Hvor er der en voksen?

“Er det ikke vildt hårdt at have begge børn hjemme?”

Det er et sprøgsmål jeg har hørt, rigtig mange gange siden jeg tog Augusta ud af vuggestuen. Det er en beslutning jeg ikke har fortrudt, en eneste gang. Og med det fokus der er på minimumsnormeringer lige nu, og oven på DR dokumentaren “hvem passer vores børn”, så er jeg bare endnu mere overbevidst om, at det er den helt rigtige beslutning.

For selv om jeg syntes at pædagogerne var nærværende og altid sad i børnehøjde, så var der bare få få hænder. Tit når jeg hentede, var der ikke engang en uddannet pædagog på stuen, og det selv om Augusta aldrig er hentet senere end kl 15. Det var virkelig sjældent, at det var så “sent”.

Sandheden er at det er skide hårdt at have dem begge hjemme.

Men alternativet er at jeg sætter min store pige ned til en hverdag hvor der er al for lidt voksen kontakt. Det giver jo ingen mening når jeg er her hjemme med Leonora.

Jeg vidste faktisk ikke om jeg kunne overskue, at have hende hjemme!

Men hvorfor nu det?

Er vi ikke alle sammen gearet til at overskue vores børn?

Eller kræver det en helt særlig type mor, at have sine børn hjemme?

Jeg tror vi har lært, at vores børn skal i vuggestue, så vi kan få en pause fra forældrelivet og komme tilbage til vores arbejde… prøv lige at tygge lidt på det….

Altså vi skal simpelthen have en pause fra vores børn?

Vores arbejde skal være vigtigere end vores børn?

Der rigtig meget i det bare bare skriger til himlen. Ikke fordi vi ikke har ret til at have alene tid, eller børnefri tid. Men skal vi ikke se frem til at være sammen med vores børn, i stedet for at se frem til at være på arbejde?

Vi bliver simpelthen kodet til at børn skal ud af forældresnes favn, at det er normalt, og for barnet bedste, for de skal jo lære at være sociale.

Men børn er sociale væsner, det behøver de ikke at lære. Nu mere sikre de er i deres tilknytning nu nemmere har de ved at være sociale.

Vi tror på al det vås fordi vi forbinder os så meget med vores job. Vi slet ikke kan se hvilken identitet vi har, hvis ikke vores job. Og det klinger bare ikke så godt at gå hjemme.

Jeg siger ikke at vi alle sammen skal droppe vores job og tage vores børn hjem

men måske vi lige skal tænke over hvad det egenligt er vi går og fortæller os selv.

Det kræver mere end minimumsnormeringer at give vores børn en tryk hverdag.

Vi har simpelthen lavet et samfund hvor vi skal have 2 indkomster for at have råd til at leve, som man bør. Vi skal både på ferie 2 gange om året og en kæreste tur alene skal der også være plads til. Vi overforbruger på alle parametre, i forsøget på at leve op til det vi tror vi skal gøre.

Vi fortælle hinanden at det er det rigtige at vores børn skal lære at klare sig selv tidligt. Jeg tror ikke på det!! Jeg tror det er et produkt af den livsstil vi lever og det samfund vi har skabt, og det er ikke for børn!

Tag lige et kig lige på os, som race: Vi udvikler os langsom, fra barn til voksen, og i den periode skal vi have stabile omsorgs personener, og ikke bare overleve vuggestue og børnehave livet.

Vi skal have bedre normeringer i vuggestuer og børnehaver. Men lige så vigtigt er det at fortælle vores politikkere at vi skal have mere tid til vores børn, der hjemme som familie.

Det bør være et krav, at kvinder med små børn, kan komme tilbage på sit arbejde i en deltidsstilling. Jeg ved det er et ønske for mange. Jeg høre så mange kvinder på barsel tale om at de ville ønske de kunne gå ned i tid, så de kunne bruge mere tid sammen med deres børn.

Så vores børn ikke skal være afsted fra 7-16 hver dag, og vi går glip af så meget af vores små børns dagligdag. Der skal være plads til at vi kan tilrettelægge vores liv omkring vore familie i stedet for vores job.

Her kan vi godt kigge lidt til sverige, hvor kvinder faktisk har krav på at starte i en deltidsstilling, efter deres barsel. Sådan at de har mere tid med deres børn mens de er små. Det tror jeg på skaber robuste børn. Satse på tilknytning i familien, og mindre tid i institutioner.

Det kræver måske at vi ikke kan rejse helt så meget, og at vi må skære ned på andre parametre. Hvis vi vil skabe et samfund hvor der faktisk er plads til vores børn, så må vi starte med at ændre det vi selv kan. Vi kan ikke tillade os at råbe højt hvis vi ikke også er villige til at ofre lidt.

Selvfølgelig skal der være flere hænder i vores institutioner, det skal der slet ikke herske nogen som helst tvivl om. Minimumsnormeringer er en start.

Og selvfølgelig skal jeg og mine børn også ud og demonstrere på lørdag. Vi skal gøre al hvad vi kan, for at der bliver bedere plads til de mindste i vores samfund.

Bevar tålmodigheden over for dine børn

Få 3 metoder til, at bevare tålmodigheden over for dine børn
(og undgå at skælde ud)
E-bogen koster blot din e-mail adresse