Det er ikke tit jeg deler på bloggen (red: er aktiv) og det her indlæg er virkelig sårbart for mig, at skrive. 

Det er det fordi jeg føler skyld, og lige præcis derfor er det vigtigt for mig, at dele, så skylden ikke får lov, at fylde for meget.

“Skyld (og skam) lever fantastisk i tavshed, der kan den ligge og ulme og vokse sig stor og kraftfuld. 

Jeg tager det fulde ansvar for alt der skete, så vil jeg ikke gå, og slå mig selv oven i hoved med Skyldshammeren“.

 

I lørdags, som på alle måder, var en lørdag som så mange andre:

Du ved, tussetid, hygge med venner, praktiske opgaver, og hvad man nu ellers kan finde på af weekend sysler.

Men det var også en dag, jeg aldrig kommer til at glemme. 

Oplevelsen sidder i kroppen som et chok, og vækker mig om natten, med katastrofetanker.

Min yngste datter leonora var i lørdags ude for en ulykke, og selv om det endte godt, og uden mén, så sidder oplevelsen i vores kroppe, og har brug for, at blive bearbejdet. Det bliver det bl.a ved, at få sat ord på oplevelsen.

Om eftermiddagen vil jeg lige lave en dej, så vi kan bage boller søndag morgen.

Rudi (Red. min mand) tager ned og handler og min ældste datter Augusta og en veninde leger på værelset. 

Leonora kommer ud til mig i køkkenet, og får lov til at sidde på køkkenbordet, som så mange gange før.

Der er bare en lille forskel, for vores køkkenmaskine står ikke som den plejer, mens den ælder dejen til boller.

Jeg vender mig over mod vasken et øjeblik, men jeg siger et eller andet til Leonora, som jeg stadig står med med min krop op af, så hun ikke kan falde ned.

Pludselig SKRIGER hun!!!

Jeg vender mig om, og så skriger jeg også…!

For leonoras hånd sidder fast i maskinen, mens den stadig kører!

Og her er det at min frygt for at skrive det her indlæg, bliver trigget helt enormt for:

• Hvorfor sidder leonora overhoved på køkkenbordet, ved siden af en kørende køkkenmaskine?
• Hvordan kan du være så uansvarligt at vende dig væk fra hende
• Du er en dårlig mor!
• Kan du overhoved passe på dine børn?

og meget mere af samme skuffe.

Det er det jeg er bange for at få i hoved lige så snart jeg trykker udgiv.

For det er jo præcis de tanker jeg har tænkt om mig selv!

Jeg får slukket maskinen, da jeg igen kan sætte to tanker sammen, og prøver at se om jeg kan få skålen af, for så er hendes hånd fri. 

Men det kan jeg ikke, Leonoras hånd sidder fast!

Jeg får hevet min ene babs frem, samtidig med, at jeg griber min telefon.

Babs for at berolige leonora som jeg heldigvis stadig ammer og telefon så jeg kan ringe til alarmcentralen.

 Jeg ringer 1-1-2, og fremstammer nogle meget uforstående ord, og noget med en ambulance.

Jeg var i total panik.

Til sidst får jeg forklaret hvad der er sket, og de sender både ambulance og politi afsted.

Jeg skal tale med en sygeplejerske i mellemtiden, som prøver at berolige mig.

Jeg når at forstill mig mange grumme ting, så som en amputeret hånd, knuste knogler, lammelser og ca 100 andre katastrofetanker.

Rudi når at komme hjem mens jeg stadig taler med alarmcentralen.

Han begynder at skille maskinen ad, men det kan han ikke bare lige, og sygeplejersken siger, at vi ikke må prøve at få hånden fri.

Så jeg siger (panik-skriger), at han ikke må røre noget.

På det her tidspunkt vil sygeplejersken godt tale med min mand, som er noget mere rolig end jeg er (han er uddannet brandmand og er god i kaos situationer, modsætning til mig).

Ambulancen kommer og får flyttet maskine, mig (der stadig ammer) og Leonora lidt så de kan komme til.

Jeg (forsøger) at synge lidt for Leonora og Rudi henter et koben i kælderen.

Leonora får olie på hånden og de to falkmænd vrider i maskinen og Rudi lirker forsigtigt hendes hånd fri.’

Jeg hyler og krammer hende ind til mig.

Leonora har været helt rolig under hele forløbet. Hun har siddet på køkkenbordet, fået mælk, og havde overskud til, at fortælle falkmændene hvad hun hedder. (det barn ligner sig far på det punkt)

Leonora kommer over til far og jeg går lige rundt om mig selv, for at falde ned, inden jeg går ind til Augusta og veninden og får talt lidt med dem.

De er også påvirket at situationen, og jeg er glad for at mine børn er gode til at sætte ord på deres følelser.

Falckredderne konstaterer hurtigt, at der højts sandsynligt ikke er noget brækket og hånden nok skal blive fin igen.

Augusta og veninden står og kigger på ambulancen, da den køre væk (og synes det er ret sejt, med sådan en ambulance), og Rudi og Leonora kører afsted til skadestuen.

Og så er jeg alene med alle mine tanker og kan godt mærke, at jeg ikke har noget overskud til, chokket har overtaget min krop.

Jeg ringer til min svigermor, for at have lidt hjælp og nærvær til Augusta, og mig selv.

Hun ankommer ikke længe efter. Augusta og jeg ser film og putter i sofaen.

Vi snakker om det der er sket, mens Rudi holder os opdateret fra skadestuen.

På et tidspunkt taler vi om hvor lang tid det har taget.

Fra jeg ringer til alarmcentralen, til jeg ringer til min svigermor, efter alle er taget afsted, går der 19 min. Det føles som en evighed – men det gik så stærkt.

Jeg er helt sikker på at jeg har ringet op inden for det første minut efter ulykken skete.

Så afslutningsvis, vil jeg bare rose vores redningstjeneste. For de to falckreddere var fantastiske.

De fik mig til at være rolig(ere) fandt sig i sang (kan man mon kalde det sang?) og der var plads til at joke lidt om at vi måske burde have et koben liggende i køkkenet fremover.

Jeg er så taknemlig over at der ikke skete mere. Leonoras hånd er nu næsten normal, og hun har ingen smerter. 

Køkkenmaskinen, virker igen, der skulle skiftets en eller anden dims inden i. Havde vi skulle købe en ny havde jeg været lige så taknemlig, for det vigtigste er at Leonora er helt ok.

Så er resten en bearbejdelse af traumet. For jeg kan mærke at det sidder i kroppen på mig stadig.

Leonora viser sin hånd frem og fortæller, at maskinen hapsede hendes hånd og at den sad fast.

Skyldfølelsen er der, og jeg praktisere indre dialog med Sulejma (min indre kritiker), som aller helst slog mig i hoved med skyldshammeren, men det får hun ikke lov til.

For uanset hvad, så er jeg stol af den mor jeg er, også når der sker ulykker og jeg panikker.

Livet sker.

Kærlig hilsen 

Elvah – en god nok mor!