For nyligt tog jeg en beslutning om at bryde med min mor, min datters mormor. Det var ikke en let beslutning, men den var helt nødvendig for mig. For at jeg kan være tro mod mig selv og mine værdier.

Hvis jeg skulle være sammen med min mor, så ville det kræve at jeg lod hende overskride mine grænser igen og igen. Hvis jeg ikke gjorde det, så skulle jeg være klar til at tage skylden for det hele, altså være syndebuk. Det tog jeg en beslutning om, ikke var en mulighed.

Jeg har været offer for manipulation, udskamning, fysiske og psykisk vold, og magt misbrug. Al sammen noget jeg for alt i verden vil skåne mine børn for.

Det er ikke nemt, og nogen gange står jeg i en situation, hvor jeg tænker: ‘shit jeg lyder lige som min mor’. For mig det mest skræmmende i verden, netop fordi hun har gjort mig så meget ondt.

Der var engang hvor jeg var rasende på min mor, hvor jeg hadede hende inderligt og med god grund. Det eneste problem ved al den vrede er, at den jeg straffer aller mest er mig selv. Det er mit liv jeg ætser og det er i mit liv jeg spreder tung energi i.

Vreden kan stadig blusse op, og det er her jeg skal huske mig selv på at vrede er en følelse og at den skal have plads og accept, på lige for med de “pæne” følelser. Altså de følelser vi gerne må have. Dem vi har lært, er gode og rigtige. Du ved glæde, lykke, taknemmelighed osv.

Hvis vi hele tiden skal være pæne og gode og søde 

– så undertrykker vi en del af os selv. Den del der rummer healing og accept, af det menneske vi hver i sær er.

Min mor og jeg har altid haft det svært og har flere gange ikke haft kontakt. Jeg har altid følt mig forkert i hendes øjne, følt at jeg ikke var værdig til hendes kærlighed. Bange for at sige hvad jeg mente og følte, af frygt for konsekvenserne. Den følelse har jeg taget med mig, langt ind i mit voksen liv, og den er en stor del af grunden til at jeg ikke ser min mor. 

Er det ondt eller hårdt? Det er jeg sikker på at nogen vil mene og det må de også gerne. Jeg har taget valget for at være min egen ansvarlige voksne, der passer på mig selv. 

Det er ikke ondt, det er egen omsorg. 

Og gjort fordi jeg har indset, at jeg ikke formår at have en sund relation til hende.

For lige netop den sorg og det svigt skal mine børn ikke udsættes for. Og det skal jeg for øvrigt heller ikke selv.

Mit indre lille barn har brug for, at jeg er voksen og tager ansvar, trøster og passer på.

Det kan jeg kun gøre ved at respektere mig selv. At være sammen med et menneske der gang på gang overskrider mine grænser er at yde vold på mig selv.

At være sammen med mennesker der altid skyder skylden videre, som nægter at tage ansvar for deres andel, er ikke det værd. Vi må gerne være selektive i vores valg af mennesker vi omgås. Vi skal passe på os selv, og på vores indre barn.

Så måske tænke du, hvordan kan jeg undervise i selvværd, og familie relationer, når jeg ikke har nogen relationer selv?

Og det vil jeg helt vildt gerne svare på:

For hvordan går man fra shitty familie relationer, til at videregive sunde relationer til sine egne børn?

Jeg ved hvad det handler om, jeg ved hvad det kræver at slippe fri. Hvordan man kan komme videre med egne sunde relationer til sine børn, selv om man ikke har noget familie at se op til, søge hjælp og vejledning hos.

Det handler nemlig ikke altid om at finde sammen igen, og bliver venner og leve lykkeligt ‘ever after’. Det sker også selvfølgelig gør det det, men det er ikke altid det, der er den gode løsning.

Den gode løsning kan også være at tilgive og komme videre hver for sig. Det kan være nødvendigt at tage en pause eller holde afstand.

Vigtigst af alt så handler det om at turde mærke sig selv og de behov du har undertrygt, for at tilpasse dig dårlige familierelationer.

Du ved hvad der er rigtigt for dig, jeg kan hjælpe med at vise dig vejen.