Gæsteblog: Charlotte Mouyal

Jeg har simpelhen været så heldig at Charlotte Mouyal, vil dele ud af sine guldkorn på min blog. 

God læselyst

Lidt om Charlotte: 

Charlotte Mouyal er Unge- og Familiecoach, Mindfulness Instruktør og Foredragsholder. Hun arbejder målrettet med at fremme trivsel hos børn og unge. Specielt banker hendes hjerte for at øge børns og unges mentale styrke og få dem til at genopdage deres potentiale.

Charlotte har udviklet teenagekort, som hjælper teenagefamilier med at åbne op for dialogen og tilliden, og samtidigt finde en fælles platform for et styrket familiesammenhold. Læs mere på 

www.charlottemouyal.com.

Hvad gør du når du ikke længere kan påvirke din teenager lige så meget som du har kunnet?

Hvad gør du når din teenager siger dig imod og du oplever ham/hende at være på tværs?

Der kommer et tidspunkt hvor du ikke har lige så meget indflydelse på din teenager som du tidligere har haft. Det kan være frustrerende og måske er din lunte kortere med din teenager.

Er du klar over hvad de følelser dækker over og prøver at fortælle dig? Vrede og irritation kan dække over den sorg du oplever, ikke at føle dig som en lige så stor del af din teenagers liv længere –at du ikke føler at du er en prioritet, og med god grund.
Du har jo opforstret din teen og været med til stort set alt i alle disse år, og ret hurtigt skifter det, og det kan føles overvældende. Og lad mig sige – det er helt normalt at have det sådan. 

Måske kan du nikke genkendende til nogle af følgende situationer:

– Din teen hører ikke efter, når du kommunikerer.
– Du beder om at din teen gør noget for dig, men det bliver kun halvt gjort.
– Du mener at han/hun har ansvar for sig selv og deres fremtid, da de er gamle nok.
– I diskuterer om de mindste ting, og det vækker nogle følelser i dig.
– Du mærker at de værdier du/I har lært din teen, ikke bliver taget seriøst længere og

Din teen går den modsatte retning

 
Dette er blot nogle af frustrationerne som forældre har når de kontakter mig. De er i vildrede over deres teens opførsel, ageren, de forstår ikke hvorfor de ikke siger så meget ved middagsbordet, hvorfor de ikke længere gider tage på familieture eller være så meget sammen med familien, men hellere vil sidde på værelset, være sammen med vennerne eller se Netflix. Det gør nogle teenagere, og det er også helt fint, men der skal selvfølgelig være en balancegang.

Teenagers reaktion og udbrud bunder altid i noget dybere, i teenageårene er de ekstra sårbare, så hvordan får du som forælder knækket knoden, så du kan tale med din teenager om de udfordringer eller bekymringer han/hun har? Og stadig bibeholder det gode forhold I har.

Noget af det største og vigtigste for unge, er at blive lyttet til. Teens har ekstra meget brug for at blive lyttet til, at du som forælder lytter til dem, det lyder så banalt, og det er det, men kan alligevel være svært i praksis. En god øvelse I kan lave sammen, så I lærer hinanden endnu bedre at kende er, at I sætter jer ned, du stiller uret til 5-8 minutter, og så er din opgave at spørge hvordan din teen har det, og så bare lytte.

At være ekstra rummelig med din teen, er vigtigt. Der er mange hormoner der skøjter rundt i deres krop, og der er ting de ikke selv føler de kan kontrollere, så hvis de også har konflikter i hjemmet, hvor de mest af alt ønsker at roen kommer derfra, så de kan bevare overblikket i skolen, så skaber det endnu mere uro i kroppen og i deres sind.

I disse turbulente og kaotiske år handler det for din teen om at de har så meget ro på som muligt, da de både skal finde ud af hvem de er, de gennemgår nogle svære år, da alt bare føles meget større, og samtidigt skal de finde ud af hvad de vil med deres fremtid, bibeholde venskaber og eventuelle relationer med det andet køn.

Mindfulness er et effektivt og godt redskab til unge, især om aftenen inden de skal sove. Det beroliger deres nervesystem og gør din teen rolig – måske ikke i starten, men gør det til en daglig rutine, eller 3-4 gange ugentligt. Der er masser af mindfulness eller meditationsguide på Youtube, og de varer omkring 10-15 min. Lav det sammen, så I har noget til fælles.

Som forælder er det vigtigt at du ikke tager det personligt

– at din teen ikke er som han/hun engang var, eller har de dybe samtaler som I engang havde. Det behøver ikke at betyde at I aldrig får dem igen, det betyder at i en periode er der andet din teen synes er vigtigere.
Det er også i denne tid at din teen prøver at løsrive sig fra familien og jeres værdier, for at blive et selvstændigt menneske. Det vil betyde at din teen ikke altid vil synes det samme som jer, og det skal respekteres og I kan tale om disse ting, for at skabe større forståelse.

Hvis du som forælder kan acceptere at din teen ikke vil være så meget sammen med jer i en tid, så vil det gavne jer i sidste ende. Fordi det er netop din accept som forælder, som enten vil gøre at din teen føler sig accepteret som han/hun er, eller vil føle sig forkert – og det sidste kan have store konsekvenser for deres selvbillede, selvværd og relationer med andre.