Når man venter nr to


“Søskende er den bedste gave man kan give sine børn”

Jeg har hørt den 1000 gange, og kigger jeg tilbage på min egen barndom, vil jeg sige at den sætning er en STOR FED LØGN!

Men nu skal min datter være storesøster, for selv om jeg ikke synes det var specielt fedt at have en bror den gang, så ved jeg godt med mit tunge jeg, min sunde voksne mig, at der var så mange andre ting der spillede ind i den ligning end at jeg havde en bror.

Alligevel sætter det igang i en masse tanker, gamle mønstre og spørgsmål:

  • Kan man virkelig elske nr 2 lige så meget
  • Går der for meget fra Augusta?
  • hvad nu hvis de bare aldrig kan enes.
  • Var det bedere bare at være os 3.
  • Har jeg lyst til at elske endnu et barn?
  • Hvad hvis jeg bliver som min mor?

Det er skide skræmmende, for at sige det mildt. Og her, selv med en halv måned til termin, kan jeg mærke frygten gribe mig. Hvad nu hvis jeg kommer til at forskelbehande, som min mor gjorde med min bror og mig? Jeg ved at jeg har en helt anden tilgang til at være mor, end hun havde, men frygten ligger der, og hvisker i mit baghoved hele tiden.

Jeg ved at det handler om mit indre arbejde. At få beroliget mit indre barn, og vide at jeg har valgt anderledes. (vil du lære at tage kontakt til dit indre barn, så læs mere lige her)

Jeg tror, uanset om du har noget med i bagagen eller ej, så er det lige så skræmmende at blive mor første gang, som at tilføje en søskende til sit højtelskede førstefødte.

Nogen dage fortryder jeg at vi har valgt at få en til, og de dage ved jeg godt at det er mit indre, frygtsomme barn der taler, nej ikke taler RÅBER, SKRIGER OG GRÆDER,  i  frygt over at fejle, og at blive svigtet igen, at svigte.

Det er frygteligt!

Det er så vigtigt at tale om, vigtigt at få det ud, og få luft. Det er også derfor jeg skriver dette indlæg også selv om jeg synes det er svært, skræmmende og flovt.

For hvilken mor har sådanne tanker?

Sandheden: Flere end du aner! Det er hvad jeg har lært når jeg snakker med de mødre jeg hjælper; de her følelser vil være der, det er ikke et spørgsmål om at få dem væk, men et sprøgsmål om at finde en god måde at tackle dem på.

Det er den slags tanker vi skammer os over at have, og når vi skammer os så lukker vi det grimme inde, gemmer det så godt vi kan og håber at det ikke bliver opdaget. For så ville andre jo begynde at se os på en ny måde, måske den måde vi ser os selv på. Det er bare ikke sådan der forholder sig.

Tvært i mod, nu mere du åbner dig, og nu mere ærlig du er, nu bedere relationer kan du have til andre mennesker.

Jeg glæder mig til at have en lille baby igen. Jeg glæder mig til at se min søde, dejlige og omsorgsfulde datter som storesøster. Min frygt er om jeg kan finde ud af at lade hende være storesøster på hende premisser.

Og igen det ved jeg at jeg kan, men frygten taler meget højt lige her, og det er en del af min helings proces. Det er lige her jeg stadig er et frygtsom og såret barn, eller sagt på en anden måde: Det er her mit indre barn har aller mest brug for at jeg også har en rationel voksen side.

Det er et sats at få børn, der er ingen der ved hvad der vil ske, når man bringer børn ind i verden. Jeg tror på at de bringer mere kærlighed ind i vores liv, hvis vi lader dem. Hvis er gode til at tage os af vores eget indre barn, så bliver vi også meget bedre til at tage os af vores fysiske børn.

Det er ret vildt at gå fra slet ikke at ville have børn (læs mere om det lige her) til at få et barn. Og at vælge at sætte endnu et barn i verden er lige så skræmmende, det er bare nogen helt andre ting der spiller ind her.

I starten var ‘undskyldningerne’: “Så her de hinanden”. “Vi er ikke unge forældre, så når vi bliver gamle bla bla bla…  så har de altid hinanden at lege med”.

Kan du høre det? hvordan jeg havde brug for at retfærdigøre endnu et barn? som om jeg skulle undskylde på forhånd.

Og ved du hvad? Jeg har intet at have det i. Jeg havde intet forhold til min 5 år yngre lillebror. Jo jeg synes han var skide irriterende, og det er først som voksne at vi har et godt forhold til hinanden.

I virkeligheden, handlede det om jeg jeg bare slet ikke kunne lade være med at få endnu et barn. Lige så meget jeg pludselig havde lyst til at få et barn, lige så stor og ubeskrivelig var lysten til endnu en baby.

Det er først bagefter at frygten kom.

Det er vigtigt for mig at give mine børn en tryk opvækst, den opvækst jeg aldrig fik. Det gør bare at der er så mange flere skygger jeg skal gøre op med. Det er skide svært, for det kræver at jeg virkelig er ærlig over for mig selv og virkelig går dybt. Det er et arbejde som jeg måske aldrig bliver helt færdig med, men som bliver lettere og lettere med tiden.

Hvad er din holdning til at have mere end et barn? har du taget et valg? Var du skræmt over at få mere end et barn?
Ved at dele dine tanker lader du endnu flere mødre vide at de ikke er banen med deres tanker.

For det er det der sker når vi begynder at åbne op, og kaste lys og det vi prøver at gemme inden i, så forsvinder det, og andre kan spejle sig og blive inspireret. det er så smukt og så berigende, synes jeg.

Vil du lære at lytte til dit indre barn?

En selvværdshealing er en fantastisk måde at møde sit indre barn. Finde en tilknytning eller dit voksne jeg og dit indre barn. Dermed kan du nære dig selv og få en større forståelse for dig selv og hvem du er.
Det giver mere overskud til at være den mor du drømmer om. Når du begynder at tage dig af dig selv, så vil du også være et sted hvor du meget bedere kan tage dig af andre. Du bliver nød til at fylde dig selv op med kærlighed, for ikke at blive drænet af at tage dig af andre.