Man må ikke slå på børn, det er vi helt enige om.

Det er et tillidsbrud på relationen til barnet.

Det er forkert.

Det er ulovligt.

… Og mange, andre ting!

Når det så er skrevet, så bliver jeg alligevel nødt til at skrive dette indlæg, og pille ved tabuet, og den skyld og skam der følger med.

Jeg er vokset op i et hjem, hvor slag og fysisk magtmisbrug blev brugt jævnligt. Jeg har mærket på egen krop hvad det vil sige at blive slået af de mennesker jeg burde stole aller mest på, et tillidsbrud som har fulgt mig gennem live det meste af mit liv.

 

DET GIVER AR PÅ SJÆLEN.

Jeg har i mange år sagt at jeg ikke skulle være mor, netop fordi jeg var skide bange for den sociale arv. Bange for selv at slå mine børn, fordi jeg ikke havde andre redskaber. Der er ingen tvivl om, at vi arver vores forældres adfærd på godt og ondt, hvis ikke vi er opmærksomme. Så frygten er ikke ubegrundet.

Du kan læse om, hvorfor jeg alligevel fik børn lige HER

 

Frygten er blevet mere tydelig

Nu sidder jeg så her, mor til 2 små piger, og angsten har aldrig været mere mærkbar… Jeg har ligget om aftenen og haft en form for “fantasier” om at slå mine børn… Det er fandeme det mest uhyggelige jeg nogensiden har prøvet!

Så kommer alle tankerne, for at slå på sine børn er simpelthen mit mareridt. Har jeg først slået på mine børn, kan jeg ikke tage det tilbage, ikke gøre det om. Så har jeg altså slået på mine børn. – Og det gør mig pisse bange!

Den sidder stadig i mig, frygten. Jeg har været bange for min mor, og det ønsker jeg ikke for nogen. Jeg kan ikke komme i tanke om et større nederlag, end at mine børn frygter mig, deres mor.

 

Jeg ved at ingen forældre ønsker at skade sine børn, og jeg ved at de forældre der slår/har slået deres børn gør det i afmagt. Fordi de er så presset at de ikke kan se andre udveje… Og det er der jeg frygter at komme ud. 

Jeg frygter det fordi jeg har set det så mange gange, mærket det på min egen barnekrop.

Jeg stolede stort set ikke på nogen voksne, som barn. Følte jeg et svigt, så lukkede jeg i og lukkede de mennesker ude, det var min forsvarsmekanisme. Den fulgte mig i mange af mine voksen år også, indtil jeg lærte at se mine forsvarsmekanismer.

Jeg vidste at voksne lige pludselig kunne vende sig imod mig, straffe mig, så derfor gav jeg sjældent min tillid ud.

Jeg kan huske den skyld jeg fik: “se nu hvad du fik mig til at gøre” sikke et ansvar at lægger over på et barn!

Nu står jeg så her med mine egene børn, som jeg elsker ubetinget, og som viser mig alverdens tillid. Og frygten fylder, jeg har været vred på dem, og har mærket hvor meget ens børn kan presse en. Jeg har også råbt af Augusta i afmagt, (jeps, selv med alle de redskaber jeg har lært gennem mine uddannelser, så kommer jeg også til at råbe) og det gør frygten for at slå større. 

For det er heller ikke særlig konstruktivt at råbe. Flere studier viser også at det ikke hjælper at råbe af sine børn og at det er skadeligt. Derfor søger jeg endnu mere viden og endnu flere redskaber, til at arbejde med mig selv.

Og det er her mit godeselvvære virkelig viser sit værd. for at søge hjælp det kræver selverkendelse og selverkendelse er første skridt på vejen til et bedre selvværd.

 

Gamle traumer skal heales og elskes

Lige nu healer jeg mit eget gamle traume, det gør jeg ved at mærke det. Gå ind i frygten og se hvad det egenlig handler om. For selvfølgelig er der en reel frygt.

Der ligger så meget i min egen opvækst, en masse skyld og skam, og det er det jeg skal ind og have fat i. Jeg skal ind og kigge der hvor det gør ondt, i de rum hvor jeg helst lukker døren og gemmer det væk, i skam og skyld. Det får jeg ved at skrive om det, og fortælle dig om mine tanker, for skam lever bedst i mørke.

Det får jeg også ved at læse inspirerende bøger om opdragelse, så jeg har noget sundt og kærligt at spejle mig i.

Det er også her jeg skal elske og heale mit eget indre barn, tage hende i hånden og give hende kærlighed og omsorg. For det er når nye situationer minder os om gamle tematikker at vi reagere uhensigtsmæssig. Derfor giver det indre arbejde så meget mening i forhold til at ændre kerneværdier, som er tillærte og derfor ikke gavner.

 

Den indre kritikker

Det nytter ikke at slå sig dig oveni hoved med dårlig samvittighed.

Hverken hvis du slår eller råber, for det giver ikke lyst til at ændre noget. Tværtimod giver det er følelse af utilstrækkelighed og modløshed og det er ikke et godt udgangspunkt til at ændre noget, det er derfor det heller ikke virker at råbe af børn.

Tal kærligt til dig selv i stedet, og tænk på hvad du vil gøre fremadrettet. Brug din energi på at holde fokus på hvad du vil gøre i stedet for hvad du ikke vil gøre.

Vi gør hvad vi fokusere på, og vores hjerne opfatter ikke “ikke”.

Så hvis du fokusere på: “Jeg vil ikke slå mine børn”. Oversætter din hjerne det til: “Jeg vil slå mine børn”.

Derfor har jeg lavet et mantra: “Jeg møder mine børn kærligt, omsorgsfuldt, og med respekt”

Sådan at når jeg kommer til at tænke på at jeg ikke vil slå mine børn, eller råbe af dem, så flytter jeg fokus over på hvad jeg vil gøre i stedet, og det hjælper.

Det er helt standart, omprogrammerering af hjernen, du kan lave dine egne positive affirmationer, for at flytte fokus og fjerne den indre kritikkers stemme.

 

En bedre udgave af mig selv

Det gør mig til den bedste udgave af mig selv, at arbejde på denne måde. Det er så givende og kærligt, både over for mig selv, og mine omgivelser.

Jeg kan ikke ændre fortiden, eller andre mennesker, men jeg kan ændre mig.

Hvad frygter du aller mest ved forældrerollen?

Jeg vil elske at læse dine affirmationer, hvis du vil dele. Det inspirere både andre læsere og mig –  også er det vildt lækker karma.