Man må godt ændre mening!

“Jeg skal ikke have børn”, det har jeg altid sagt… lige bortset fra, da jeg var ca 8 år, og snakkede med en veninde om, at jeg ville være alene mor, til tvillinger, der skulle Alexander og Alexandra…
Godt det ikke gik i opfyldelse, både fordi det ville være uoverskuelig hårdt at være alene mor, dyb respekt til alene forældre, i er jo superhelte!
Men kan du lige se det for dig nede i netto? “ALEXANDER, ALEXANDRAAAA!!!” eller “ALEX OG ALEX!!!”
Og så lige det faktum at en baby, hvor sød og nuttet den end er, altså også er ret hårdt arbejde, og 2 babyer er dobbelt op…. SHIIIIT siger jeg bare!

Jeg har altid været ret stålfast, og stædig som et æsel… Så når jeg sagde at jeg ikke ville have børn, så var det ikke en ide, jeg pludselig havde fået, jeg mente det helt ind i knoglerne. Og der var mange grunde til, at jeg havde så markant en holdning.
Jeg er vokset op i en familie med mange problematikker, så som svigt, alkohol og psysisk og fysisk vold… både i den helt nære og lidt fjernere familie, og det ville jeg på ingen måde give videre. Så derfor, tog jeg ret tidligt i mit liv, en beslutning om at sige nej tak til børn.

Da jeg mødte min mand, var det også noget af det første jeg fortalte ham, “du skal bare lige vide, at jeg ikke vil have børn”, bum bum!!! Heldigvis for mig, var manden totalt forelsket i mig og ville have MIG! også selv om det betød nej til reproduktion. Jeg fortalt ham det så tidligt, fordi han skulle vide hvad han gik ind til… han er ikke den første der har fået den besked, der er helt sikker røget et par bejlere på den konto før i tiden… og det er jo en del af livet.

På et tidspunk kunne jeg godt mærke at det famøse “biologiske ur” begyndte at tikke, og i første omgang undertrykte jeg det… men det blev ved med at dukke op igen og igen… Så jeg skulle lige pludselig til at kigge mig selv dybt i øjnene, og SKIFTE MENING! Jeg var skræmt fra vid og sans!!!

For når man er så stædig som jeg er, og heller ikke vil tabe ansigt, så er det at erkende at man “tager fejl” eller i mit tilfælde skifter mening en kæmpe ting. Men jeg var også klar over at jeg snart skulle tage beslutningen, for alder spiller en væsenlig rolle når man taler om at få børn og jeg er ikke 20 år.

Det tog mig sådan ca et år, at erkende at jeg gerne ville have et barn. Det var et år med frygt, og ensomhed. Frygt for at jeg ikke ville kunne finde ud af at være mor, frygt for at komme til at give min dårlige barndom videre til næste generation… og frygt for at skulle høre på at folk sagde “jeg sagde jo du ville skifte mening”. Det er simpelthen det værste man kan sige til en der skifter mening om noget så følsomt…
Ensomhed fordi jeg ikke delte mine tanker med nogen, ikke engang min mand, det kunne jeg ikke.

Efter 1000 overvejelser og mange søvnløse nætter, med mentale lister, med “for og imod”, blev jeg enig med mig selv om at:

  1. jeg er ikke min barndom, det er fortid og jeg er kommet videre
  2. jeg har en fantastisk mand som støtter og hjælper mig
  3. jeg har et skønt bagland (en selvvalgt familie) som altid er der
  4. jeg har venner som jeg kan spejle mig i

Så nu skulle jeg så have fortalt min mand, at jeg altså gerne ville have et barn alligevel. I starten håbede jeg lidt på, at vi ligesom bare kom til at lave en smutter, for kunne vi bare sige det, når folk spurgte, om hvorfor vi havde skiftet mening. Men det skete ikke.

Så prøvede jeg at få manden til at sige at han gerne ville have børn, sådan lidt i retning af “nå men hvordan tror du vores liv ser ud om 5 år”… han kan være en mand af få ord, og han tænkte ikke i de baner, og mest fik jeg svaret “det ved jeg ikke” så det kom jeg heller ingen vegne med.
Tilsidst måtte jeg jo bare gå til bekendelse “jeg tror altså godt jeg vil have ET barn, og kun et”. jeg aner ikke hvad han tænkte, men han var helt med på ideen.
Så var det bare at komme i gang, vi knalde som kaniner og intet skete.. Vi købte sådan nogen ægløsningstest, og så knaldede vi, når der var 2 streger på testen, OG INTET SKETE!!! Nå men afsted til lægen og få en tid til en fertilitets klinik. Det var i foråret 2015, og jeg kunne først få en tid i oktober… WHAT???

I sensommeren begyndte jeg at få halsbrand, og da vi tog en graviditets test, på vores 2 års bryllupsdag, ja så var vi gravide, og kunne heldigvis aflyse tiden på klinikken, som jeg frygtede, for de undersøgelser skulle vidst gør pænt ondt….
Nu er jeg mor til den sødeste lille pige og jeg er simpelhen så forelsket i hende, og i hele familielivet.

Min pointe med det her mega lange indlæg er, at selvom man er stædig, og stålfast, så er det helt ok at skifte mening, jeg mødte ingen “I told you so” bemærkninger.

Jeg har givet mig selv en kæmpe gave, et godt selvværd, og det har lært mig så meget om at være mig og stå i mit eget lys. Selv om frygten for at fejle, er der, og frygten for, at der alligevel sniger sig lidt fra min barndom ind, så kan jeg rumme det og mig, og det giver ro i sjælen, det er befriende og fantastisk!

Skift mening hvis du vil, det er dit liv og det er kun dig der kan leve det.

Har du taget nogen store beslutninger for nyligt??
skriv endelig en kommentar, jeg vil elske at læse dine tanker