MomFidence

Tilgivelse har ikke altid været let

Min vej til at lære at tilgive har været lang, og jeg har virkelig kæmpet for at nå der til hvor jeg er i dag.

Jeg er vokset op i familie hvor man frøs hinanden ude hvis man blev vrede på hinanden. Det var de voksne imellem, men det var også noget der kunne ramme os børn. Derfor lærte tidligt, at hvis der var nogen der trådte mig over tærene så ignorede jeg dem, og det kunne være timer, dage, uge, måneder, eller for evigt!!
Det er ikke en sund reaktion, det er ganske forfærdeligt, både for den det bliver ignoreret, men det er altså også super hårdt arbejde for den der ignorere. Måske du selv har prøvet enten at blive ignoreret eller ignorere andre, så ved du hvor rædselsfulgt det er.

Tilgivelse var sådan noget man aller nådigst gjorde hvis man fik en undskyldning,  ikke bare en vilken somhelst undskyldning, næ nej det skulle være med de rigtige ord, gerne på knæ og så skulle man indrømme hvor dårligt man havde opført sig…


Det blev en magtkamp, som for alt i verden ikke skulle tabes, for så viste man svaghed, og man kunne være sikker på at man blev trådt endnu mere på, hvis først man lagde sig.
Det var også noget vi børn udøvede over for hinanden, for hvad skulle vi ellers gøre når det var sådan vi havde lært at ”konflikt håndtere” og jeg brugte det mod mine venner og de få der var lavere i hierakiet end mig i skolen.

Jeg vill bestemme og kontrollere af frygt for at blive svigtet og jeg kunne slet ikke se at den opførelse gik ud over mig selv.

Jeg havde meget jeg skulle tilgive, fra min barndom, jeg skulle tilgive mine misbrugs forældre, at de valgte stoffer og alkohol frem for mig. Jeg skulle tilgive at  blive udsat for både fysisk og psysisk vold, det er ikke den letteste opgave i verden og slet ikke når man aldrig har lært at tilgive, men har lært at straffe med vrede.

Rustet til fingerspidserne drog jeg ud i mit voksenliv, jeg var stærk og det var igen der skulle få mig ned med nakken, da jeg som 16 årig flyttede hjemmefra og skulle til at være voksen.

Jeg brugte mine 20’ere på at skubbe folk fra mig, og kun lukke de dem ind jeg kunne stole 100% på. Skulle det mod forventning vise sig at de alligevel ikke var til at stole på, ja så røg de ud igen, der var igen mellemvej for i min verden var det enten eller.
Jeg havde ikke mange venner, og de venner jeg havde klamrede jeg mig til, af frygt for at de skulle smutte. Jeg var panisk for at blive svigtet.

Behøver jeg at nævne at mit selvværd på dette tidspunkt var mindre end ikke eksisterende?

På et tidspunkt fik jeg nok, nok af at bruge så meget energi på at vurdere andre mennesker, ud fra min retfærdighedssans, nok af at holde styr på hvem jeg var vred på og hvorfor.
Jeg begyndte lige så stille at komme ud af min skal, og begyndte at slippe kontrollen, acceptere at selv om man ikke altid var enige, gjorde ting på forskellige måder, eller havde forskellige meninger, så kan man godt være venner alligevel.

Jeg begyndte lige så stille at kigge i mine mørke rum og finde ud af hvad det var der gjorde at jeg havde så svært ved at tilgive og hvorfor jeg havde så stort behov for at kontrollere.
Jeg healede mig selv lige så langsomt og fandt ud af at mine barndoms oplevelser skulle tilgives for at jeg kunne komme videre i mit liv og blive et helt og sundt voksent menneske. Det gjorde at jeg begyndte at turde drømme om en familie, det har jeg ikke altid gjort, og det kan du læse mere om HER. I takt med at jeg begyndte at sænke mit forsvar og slippe kontrollen blev jeg bevidst om hvor ødelæggende min overlevelses startegi var.

Det har været en hård rejse for mig, og der har været mange overbevisninger der skulle ændres. Men nu har jeg forstået vigtigheden af at mestre tilgivelsens kunst, det er blevet lidt af en mærkesag for mig, for hold nu op hvor har jeg fået et andet liv og hvor er jeg blevet et meget gladere menneske. Jeg ønsker at alle der kæmper med den slags problematikker kan lære det jeg ved nu, og det er derfor jeg har skabt kurset “Tilgiv – uden at miste dig selv!”

Og mit selvværd er gået fra ikke eksisterende til at blomstre op fylde mig med kærlighed til mig selv og andre.

Kan du kende noget fra dit eget liv, så vil jeg elske at høre fra dig, enten som kommentar eller en mail, hvis det er noget du ikke har lyst til at dele offenligt.