Tidligere i dag støtte jeg på denne status opdaterring på facebook:
Det tog mig lige et øjeblik, at overveje om jeg selv ville dele den. Alt i mig sagde “gør det GØR DET!!!” Så jeg kopierede teksten og delte den på min egen side. også selv om jeg følte mig en lille smugle blottet ved at gøre det.
Det fik mig til at tænke på hvor mange kvinder, der er blivet krænket seksuelt på den ene eller andet måde, alt fra verbale krænkelser til fuldbyrdig voldtægt.
Jeg har selv været offer for mange krænkende episoder, og i mange år skammede jeg mig. Jeg var sikker på at det var min egen skyld og at ingen ville tage sig af det hvis jeg sagde det højt.
Da jeg var 18 år arbejde jeg i en delikatesse, butiksejeren synes jeg var lækker, og det gjorde han tydeligt opmærksom på, når chanchen bød sig. Det kunne være kommentare om, at han godt kunne se at jeg spise sundt når jeg havde sådan en flot krop. Eller at han godt kunne lide at gå bag mig op af trapperne fra omklædning rummet. Måske komplimenter, men på ingen måder passende for en chef at forholde sig til sine ansatte på den måde. Han var en voksen mand med kone og børn og jeg var ung og anede ikke hvad jeg skulle stille op, for kommenterene gjorde mig akavet og pinlig berørt. Jeg kunne på igneg måde forholde mig til hvordardan jeg skulle tackle det.
En aften var han og jeg de sidste der gik, jeg skulle klæde om inden jeg skulle hjem, lige som slagterne også skulle. Jeg skulle ned i kælderen for at komme til omklædningen, og der stod han, min chef og ventede på mig. Han spurgte om jeg havde ordent det hele og var klar til at tage hjem, han kom helt hen til mig og jeg kunne godt mærke at han gerne ville røre ved mig. Jeg blev utryk, fik fremstammet noget om at jeg havde travlt, og at min kæreste ventede på mig. Han lod mig komme forbi på trappen, men kun lige, så jeg måtte gnide mig op af ham for at komme forbi…
Jeg skiftede mit tøj på toilette hvor jeg kunne låse døren. Jeg kan huske at jeg mig hjerte hamerede hele vejen hjem i bussen…
Da jeg kom hjem græd jeg. Jeg var ulykkelig, for jeg havde på ingen måde bedt om det her, han var min chef, og han misbrugte sin position… Jeg var flyttet hjemmefra på det tidspunk, og jeg havde brug for et arbejde for at kunne betale regninger få mad på bordet mm, så jeg kunne ikke bare sige op. Jeg skammede mig, så jeg turde ikke fortælle det til nogen, for de ville sikkert sige, ,at jeg selv var skyld i det. Det ved jeg den dag i dag ikke om de ville, for jeg har aldrig fortalt dem om episoden.
Da jeg var 20 år gik jeg rigtig meget i byen, jeg havde fået en ny veninde og hun tog i byen nogen steder jeg ikke kendte, så som “Louises morgen værtshus”. Hendes far ejede en bar i nærheden af hvor hun boede og der kunne vi få billige øl, så der startede vi tit vores byture.
En aften mødte vi et par fyre, som vi festede med, hun ville gerne have den ene med hjem, jeg pleje at sove hos hende og nu havde jeg pludselig langt hjem. Den anden fyr tilbød mig at jeg kunne sove hos ham, jeg afslog, i første omgang, men han insisterede og sagde jeg han havde en ekstra seng, så vi behøvede ikke engang at sove ved siden af hinanden, han fik mig overtalt og vi tog hjem til ham. Han vidste mit et værelse med to enkelmand senge hvor hans børn sov når de var der i weekenden… Jeg fik en t-shirt og lade mig til at sove.
Om morgenen var han pludselig var han ovre i min seng og ville kysse… det ville jeg ikke! og prøvede at skubbe ham væk, han tog fat i mig og hold mig nede. Han holdt mig om halsen og tvang mig til at have sex med ham, jeg stoppede med at kæmpe imod, for Jeg var skrækslangende og for mig handlede det om at overleve og komme væk i live.
Da han var færdig gik han ud af værelset, jeg tog mit tøj og løb min vej! Her stod jeg, et fremmet sted alene og bange… Jeg tog hjem til min bedste veninde, jeg dukkede bare op uanmenld, for jeg ville ikke være alene.
Da jeg kom var hun ikke hjemme jeg ringede til hende, og hun sagde at jeg bare kunne vente så kom hun snart. Da hun kom hjem snakkede vi, vi så nogen film, jeg sov lidt, tog et bad, hvor jeg græd, men jag sade ikke noget til hende, for jeg skammede mig.
Hun spurgte om der var noget galt flere gange, men jeg sagde bare at jeg havde tømmermænd..
Noget tid senere fortalte jeg hende hvad der rigtigt var sket, hun sagde at hun godt kunne mærke på mig der var noget galt. Den historie har jeg kun delt med et par meget tætte veninder, fordi skammen har været så stor, og fordi jeg ikke havde brug for endnu en ting, som folk kunne have ondt af mig for.
Jeg deler den nu! Det gør jeg fordi jeg kan se hvor vigtigt det er at sige det højt, og hvor meget det betyder for at fjerne følelsen af skam, det er nærmest terapi at skrive et blogindlæg med så privat et emne, det er healende. Sig det højt du skammer dig over, det gør skammen mindre, for skam lever bedst i mørke.
Du er ikke din historie og du behøver ikke at lade den blive din identittet, det er så let at lade din fortid bestemme hvem du er, men det behøver du ikke.
Det kræver lidt, men lad mig give dig en lille øvelse med på vejen: Prøv at fokuser på hvad du fortæller folk. Fortæller du dem om det der har været svært? Om de forhindringer du har skulle overkomme? eller fortæller du dem om det positive du er og kan?
“Jamen har du ikke lige sagt at jag skulle fortælle om der jeg skammede mig over?”
Jo det har jeg, og det skal du. Men det skal ikke være det første du fortæller folk, det skal ikke være det andre identificere dig med. Så derfor skal du lægge mærke til hvad du plejer at fortæller folk om dig selv, for det er det du ser som din identitet. Den kan du ændre, hvis du begynder at fokusere på at fortælle en anden historie, nemlig historien om hvad der er godt i dit liv.
Og uanset hvad: ET NEJ ER ET EJ!!! Om du så siger nej selv du startede med at sige ja, så er det stadig et nej og det er helt legalt.
Har du været udsat for noget så behøver du ikke at skamme dig. Det er ALDRIG dig skyld!! Det er den person der ikke respektere dine grænser der bære skylden.
Hvis du har oplavet noget, stort eller småt… så giv endelig lyd, også i en privat besked eller mail, hvis det ikk er noget du vil vise verden. Men at sige det til nogen hjælper. Skam lever, som sagt, bedst i mørke.
