MomFidence

Samtale i vuggestuen, hvordan skal det håndteres?

Skal vi måles og vejes?

I vores samfund bliver vi vurderet hele tiden, og det staretr tidligt! Da min datter startede i vuggestue havde de en test som de ville bruge, tror måske det var en sprogtest? Den sagde jeg pænt nej tak til.

Lige nu er det i reglen lige gyldigt, for hun forstår det ikke, men der går ikke længe før end hun begynder at forstå, at de her prøver er en vurdering af hende. Jeg har ikke lyst til at hun allerede skal vurderes ud fra en test i vuggestuen. Faktisk tidligere end det, for vi begynder allerede når de små skal måles og vejes i sundhedsplejesken.

Det er fint med retninglinier og normer, men der er ikke ok, hvis det gør at vi glemmer at kigge på det enkelte barn. Hvis vi går rundt og føler at vi konstant skal vurderes så er det altså starten på et haltende selvværd. Der er ingen af os, der passer perfekt, ind i alle kasser og heldigvis for det.

Om en uges tid skal min mand og jeg, til vores første forældre samtale i vuggestuen, en såkaldt 3 måneders samtale. Det har fået mig til at tænke tilbage på skole-hjem samtalerne fra min egen barndom. Jeg ved godt det ikke er heeeelt det samme, men jeg kan ikke huske til tilbage til vuggestuen, bear with me.

Jeg kan huske følelsen af, at nu ville min mor opdaget,  jeg ikke var god dygtigt nok fagligt, at jeg blev drillet. Min lære ville opdage hvor dysfunktionel vores familie var, at alting slet ikke var så pæn som på overfladen. For sådan en samtale var for mig en vurdering af mig og kun af mig!

Jeg skænkede aldrig en tanke, at det jo også var en vurderibng af min mor og hendes enver og som reflektion mens jeg skriver, også en vurdering af mine lærere, formåede de at undervise godt nok? Som barn kunne jeg kun se, at det handlede om mig.

De samtaler var ikke altid sjove, min lære mente jeg var doven, det var jeg ikke, jeg kunne simpelthen bare ikke overskue at være i skolen når det var så meget kaos der hjemme. Noget som iøvrigt rammer rigtig mange børn der vokser i familier med misbrug.

Nu sidder jeg pludselig en en ny rolle, det er mig der er forældre (og  min mand selvfølgelig) men det er altså bare ikke mindre skrammende, for er du gal hvor jeg føler at jeg skal måles og vejes!!!

Selvfølgelig er der meget der er anderledes, mit selvværd for at tage et eksempel, det er gået fra at være ikke eksisterende, i mine skole år, til at jeg godt kender mit eget værd,  mine værdier og holdninger. Jeg er ikke bange for at vise hvem jeg er.

Frygten går mere på: Hvad hvis de synes der er noget galt med min datter, havd nu hvis hun ikke udvikler sig inden for normen? Tænk hvis de har set et eller andet, der viser at hun kommer til at have problemer senere ,en eller anden medicinsk diagnose… der går mange tanker gennem mit hoved, for selv om jeg er så sikker på min rolle som mor, og selv om jeg godt ved at min datter er lige som hun skal være, så er frygten der alligevel….

Tænk hvis  de (pædagogerne red.) opdager at jeg ikke perfekt, hvilket jeg trøster mig selv med, at der ikke er nogen der er. Men selv om jeg godt ved det, så kan tankerne godt tage over engang imellem, og så er det godt at have nogen redskaber til at hjælpe.

Jeg prøve at stoppe min frygt ved, at berolige mig selv, og så prøver jeg at være nysgerrig omkring hvorfor jeg bruger så meget energi på at være nervøs for den samtale. Hvad ligger der bag den nervøsitet? minder det mig om noget gammelt?

Det er altid nemmere at gøre noget ved tankerne når jeg ved hvor de er startet henne.

Hvilke tanker gør du dig når du føler at du bliver vurderet?

Jeg vil elske at du deler dine tanker med mig.