Gæste blogindlæg – Vikler
Louise Kaas Mortensen, ejer af Viklehikle, er gæsteblogger her på bloggen. Hun fortæller om den nærvær og tryghed der er forbundet med at bære sit barn tæt og længe. Jeg er selv flittig bruger af vikler, men Louise er prof slyngevejleder og har altså styr på sagerne.
God læselyst
“Jeg bærer dig altid”
Sådan er sloganet for os, der bærer vores børn i vikler og slynger. Jeg nyder at bære min lille pige, som er knapt 1½ år nu. Når hun har brug for det, så er jeg klar til at bære hende. Er det mere end blot et hurtigt kram, hun har brug for, så har jeg mulighed for at vikle hende. Vi kan kramme lige så længe det skal være, uden at jeg bliver træt i armene, og uden at det går ud over Tivolituren, eller tilberedning af aftensmaden. Fordelene ved at bære sit barn i vikle er mange, og her kan læse nogle af dem.
Kender du det med, at baby falder aller bedst i søvn liggende på dig ved dit bryst og vågner, når du prøver at lægge baby et andet sted? Jamen det er simpelthen, fordi baby sover bedst her, så hvorfor ikke give baby det sovested, baby helst vil have?
Det kan gøres ved at vikle baby. Så sidder baby sikkert og trygt og varmt og får den bedste søvn i verden. Mor kan imens glæde sig over, at baby sover! OG hun har hænderne fri til at lave andre vigtige ting som at få noget at spise og drikke selv, eller tage sig af større børn eller tage i Brugsen. Man kan endda (med forsigtighed og omtanke for viklens haler) gå på toilettet med baby viklet på maven.
Mange er bange for at bære for meget på deres børn, fordi normen i Danmark er, at børn hurtigst muligt skal lære at ligge for sig, og får masser af udviklende legetøj at kigge. Men hvad har børnene egentligt behov for, hvis vi kigger på deres instinkter?
Spædbørn er skabt til at blive båret af deres forældre
Tænk på hvordan de altid ligger med benene bøjede med knæene højere end numsen og let spredte? Hænderne oppe ved hovedet, som griber fat i alt, hvad man komme i den lille hånd? Og den krumme ryg, når du holder dem? Det er alt sammen fordi de fra tidernes morgen har været vant til at klynge sig fast på mor. Det var bare lidt nemmere for baby selv at hænge fast, da vi havde (mere) pels.
Det urinstinkt med at klynge sig til mor har de endnu, og de vil så gerne bæres tæt på mor (eller far) de første mange måneder. Her får de desuden tryghed og varme, og de er tættest på dem de kender bedst.
Det er ikke kun baby, der instinktivt gerne vil bæres af mor. Mor har også en naturlig trang til at holde sin baby tæt og beskytte det, og give det masser af kærlighed. Det giver både baby og mor en masse positivt, at mor bærer baby. Der udskilles hormonet oxytocin hos begge, mens de er tæt sammen. Oxytocin er godt for mange ting. For baby er det med til at give dem bedre søvn, mindre stress, gøre dem mere udadvendte og parate til at møde verden. For mor giver det også bedre stresshåndtering, bedre stofskifte, bedre humør, og masser af mælk i brysterne. Det faktisk også med til at sikre det vigtige bånd mellem mor og baby, som gør at mor elsker sit barn højere end nogen anden og har lyst til at beskytte det. Altid.
Når en mor bærer sin baby i vikle, er det som at være i et tæt kram hele tiden, og der udskilles masser af oxytocin imens. En baby, der er viklet korrekt i oprejst frøstilling med knæene højere end numsen og støtte fra knæhase til knæhase helt tæt ind til mors bryst i kyssehøjde, bliver også udviklet fysisk, motorisk og neurologisk af at sidde fastspændt her. Ja man skulle næsten ikke tro det, men ved at de kan følge morens bevægelser og følge hendes ansigtsudtryk og mærke alle følelser hun har, så stimuleres babys udvikling på alle parametre mere, end ved at blive lagt i en vugge eller barnevogn.
Fik jeg også nævnt, at oxytocin giver bedre søvn til baby? For ellers det nu gentaget.
Du kan vikle lige så længe, som du selv kan holde til det, og så længe, som dit barn har lyst til det, så der er ingen aldersgrænse.
Har du en baby, eller én på vej, eller tumling som jeg selv har, og har du lyst til at lære at vikle, så du kan høste alle fordelene ved det? Så er det altid en god ide at tage kontakt til en slyngevejleder eller bærekonsulent. Det er sådan en, som ved en masse om vikler og slynger, og den bedste måde at kommer i gang på. De kan give dig noget mere viden om, hvad babybæring gør for baby og dig og din familie som helhed. Det er med sikkerhed og ergonomi for øje, så når du har lært det, må du bære alt det du har lyst til og brug. Ud over baggrundsviden for du grundig trin for trin vejledning i at bruge viklen med din baby eller tumling, hvor du får det vist flere gange og bliver guidet igennem af vikle selv.
Er du blevet nysgerrig på at bære dit barn, kan du gå ind på www.viklehikle.dk og læse mere om, hvordan du kommer i gang, og tilmelder du dig nyhedsbrevet, får du 5 tips til at få dit barn til at sove godt, når du bærer.
Husk at du er smuk, og du gør det godt som mor, altid.