Jeg kan tilpasse mig hvad som helts. Omstille mig på et split sekund, hvis det får mig til, at føle mig tryk og sikker.

Det er en del af den overlevelsesstrategi, jeg tillærte mig som barn. 

Overlevelsesstrategier har alle, på godt og ondt. Det er dem der gør, du kan tilpasse dig, de omstændigheder du havde som barn, og vokser op i.

Nogle strategier er mere hensigtsmæssige end andre, fælles for dem er, at de har hjulpet dig som barn. Som voksen er det på tiden at slippe overlevelsesstrategierne, og stole på at det at du har at byde ind med er godt nok. 

At du ikke behøver underkaste dig strategier, der nu ikke tjener det formål de gjorde en gang (at sørger for overlevelse), men i stedet sætter en stopper for den du i virkeligheden er.

Negative sideeffekter

For mig var det rigtig smart at kunne tilpasse mig, sådan at jeg ikke fyldte på den forkerte måde, der hvor jeg nu var. Det var hårdt arbejde, og det drænede mig i en sådan grad, at jeg eks ikke havde overskud til at følge med i skolen.

Det er meget normalt for børn, der kommer fra dysfunktionelle familier, at de ikke kan følge med i skolen. De bliver stemplet som dovne eller ordblinde mm, men virkeligheden er bare at der ikke er overskud til at lære, når hele ens liv handler om at overleve til næste dag.

For hvis man hele tiden skal holde øje, med hvordan stemningen er, og om det man nu gør, falder i god jord eller ej, så kan man ikke lave andet.

En anden side effekt af det er, at det er virkelig svært, at mærke sig selv, og komme ned i kroppen.

I min barndom var det nødvendigt, men det er det ikke nu i mit eget voksne liv. Her har jeg selv taget styrringen. 

Jeg har sluppet mange af de historier, spejlinger, projekteringer mm, som jeg har med fra min barndom. Nogen vil føle mig altid, og det er ok, jeg dealer med dem på en kærlig måde, så de ikke får lov at styrer mig.

Da jeg blev mor, opstod en ny frygt i mig.

Frygten for at mine børn skulle vokse op og lide af den samme form for tilpasning, at deres selvværd ville være på nulpunktet og at de skulle kæmpe sig igennem en masse socialt besvær mm.

Derfor  satte jeg mig meget hurtigt for, at fokusere på at opbygge selvværd. Først for mig selv, for så at give det videre til mine børn, ved at rumme det de kommer med. Det er ikke altid nemt, og det lykkes heller ikke altid, og det skal det heller ikke.

Det har givet pote at have fokus på overlevelsesstrategierne. Først i mit eget liv, hvor jeg virkelig tør tro på mig selv, og kan mærke mig selv, i stedet for hele tiden at have fokus på andres behov og sindstilstand.

Men jeg kan også se det på mine børn, som så tydeligt viser mig at de står stærkt i sig selv, og tror på det de mærker.

Er du opmærksom på dine gamle overlevelsesstrategier?

Måske kender du dem slet ikke.

Det er de ting du gør helt ubevidst for at passe på dig selv. Det kan være du føler du er nød til at råbe op for at blive hørt. Eller at du sætter alle andres behov foran dine egne. Måske er du typen der altid undskylder for dig selv. 

Der er mange overlevelsesstrategier, og hvis du vil opdage dine egne, kan du starte med at se på, hvad du for alt i verden vil undgå, og hvad du vil gøre for at det ikke sker.

Jeg vil gøre rigtigt meget for at andre ikke bliver vrede på mig, selv give et lille stykke af mig selv, så derfor tilpasser jeg mig hellere på forhånd.

Når du har opdaget en overlevelses strategi, så find ud af hvad du ville ønske  du gjorde i stedet for, og hvordan du kan gøre det på en måde der gør dig tryk.

Jeg vil være rigtigt god til at sige fra på en venlig og voksen måde, hvor jeg er tro mod mig selv. At mestre det giver mig tillid til at den modsatte part ikke bliver rasende.

Nu er det din tur.

Gratis VideoKursus

Jeg lavet et lille kursus, som du kan få lige her neden under.

Det er til dig der gerne vil opbygge dit barn og støtte dit barn til at være sin egen og til at kunne mærke sig selv.

Det koster dig ikke en krone.

Du tilmelder dig samtidig MomFidence nyhedsbrev, hvor du vil modtage relevant viden om at være mor.

Du kan til en hver tid afmelde dig igen ved et enkelt klik.

[mc4wp_form id=”1180″]

Indlægget Overlevelsesstrategi blev først udgivet på MomFidence.

Det er et tillidsbrud på relationen til barnet.

Det er forkert.

Det er ulovligt.

… Og mange, andre ting!

Når det så er skrevet, så bliver jeg alligevel nødt til at skrive dette indlæg, og pille ved tabuet, og den skyld og skam der følger med.

Jeg er vokset op i et hjem, hvor slag og fysisk magtmisbrug blev brugt jævnligt. Jeg har mærket på egen krop hvad det vil sige at blive slået af de mennesker jeg burde stole aller mest på, et tillidsbrud som har fulgt mig gennem live det meste af mit liv.

DET GIVER AR PÅ SJÆLEN.

Jeg har i mange år sagt at jeg ikke skulle være mor, netop fordi jeg var skide bange for den sociale arv. Bange for selv at slå mine børn, fordi jeg ikke havde andre redskaber. Der er ingen tvivl om, at vi arver vores forældres adfærd på godt og ondt, hvis ikke vi er opmærksomme. Så frygten er ikke ubegrundet.

Du kan læse om, hvorfor jeg alligevel fik børn lige HER

Frygten er blevet mere tydelig

Nu sidder jeg så her, mor til 2 små piger, og angsten har aldrig været mere mærkbar… Jeg har ligget om aftenen og haft en form for “fantasier” om at slå mine børn… Det er fandeme det mest uhyggelige jeg nogensiden har prøvet!

Så kommer alle tankerne, for at slå på sine børn er simpelthen mit mareridt. Har jeg først slået på mine børn, kan jeg ikke tage det tilbage, ikke gøre det om. Så har jeg altså slået på mine børn. – Og det gør mig pisse bange!

Den sidder stadig i mig, frygten. Jeg har været bange for min mor, og det ønsker jeg ikke for nogen. Jeg kan ikke komme i tanke om et større nederlag, end at mine børn frygter mig, deres mor.

Jeg ved at ingen forældre ønsker at skade sine børn, og jeg ved at de forældre der slår/har slået deres børn gør det i afmagt. Fordi de er så presset at de ikke kan se andre udveje… Og det er der jeg frygter at komme ud. 

Jeg frygter det fordi jeg har set det så mange gange, mærket det på min egen barnekrop.

Jeg stolede stort set ikke på nogen voksne, som barn. Følte jeg et svigt, så lukkede jeg i og lukkede de mennesker ude, det var min forsvarsmekanisme. Den fulgte mig i mange af mine voksen år også, indtil jeg lærte at se mine forsvarsmekanismer.

Jeg vidste at voksne lige pludselig kunne vende sig imod mig, straffe mig, så derfor gav jeg sjældent min tillid ud.

Jeg kan huske den skyld jeg fik: “se nu hvad du fik mig til at gøre” sikke et ansvar at lægger over på et barn!

Nu står jeg så her med mine egene børn, som jeg elsker ubetinget, og som viser mig alverdens tillid. Og frygten fylder, jeg har været vred på dem, og har mærket hvor meget ens børn kan presse en. Jeg har også råbt af Augusta i afmagt, (jeps, selv med alle de redskaber jeg har lært gennem mine uddannelser, så kommer jeg også til at råbe) og det gør frygten for at slå større. 

For det er heller ikke særlig konstruktivt at råbe. Flere studier viser også at det ikke hjælper at råbe af sine børn og at det er skadeligt. Derfor søger jeg endnu mere viden og endnu flere redskaber, til at arbejde med mig selv.

Og det er her mit godeselvvære virkelig viser sit værd. for at søge hjælp det kræver selverkendelse og selverkendelse er første skridt på vejen til et bedre selvværd.

Gamle traumer skal heales og elskes

Lige nu healer jeg mit eget gamle traume, det gør jeg ved at mærke det. Gå ind i frygten og se hvad det egenlig handler om. For selvfølgelig er der en reel frygt.

Der ligger så meget i min egen opvækst, en masse skyld og skam, og det er det jeg skal ind og have fat i. Jeg skal ind og kigge der hvor det gør ondt, i de rum hvor jeg helst lukker døren og gemmer det væk, i skam og skyld. Det får jeg ved at skrive om det, og fortælle dig om mine tanker, for skam lever bedst i mørke.

Det får jeg også ved at læse inspirerende bøger om opdragelse, så jeg har noget sundt og kærligt at spejle mig i.

Det er også her jeg skal elske og heale mit eget indre barn, tage hende i hånden og give hende kærlighed og omsorg. For det er når nye situationer minder os om gamle tematikker at vi reagere uhensigtsmæssig. Derfor giver det indre arbejde så meget mening i forhold til at ændre kerneværdier, som er tillærte og derfor ikke gavner.

Den indre kritikker

Det nytter ikke at slå sig dig oveni hoved med dårlig samvittighed.

Hverken hvis du slår eller råber, for det giver ikke lyst til at ændre noget. Tværtimod giver det er følelse af utilstrækkelighed og modløshed og det er ikke et godt udgangspunkt til at ændre noget, det er derfor det heller ikke virker at råbe af børn.

Tal kærligt til dig selv i stedet, og tænk på hvad du vil gøre fremadrettet. Brug din energi på at holde fokus på hvad du vil gøre i stedet for hvad du ikke vil gøre.

Vi gør hvad vi fokusere på, og vores hjerne opfatter ikke “ikke”.

Så hvis du fokusere på: “Jeg vil ikke slå mine børn”. Oversætter din hjerne det til: “Jeg vil slå mine børn”.

Derfor har jeg lavet et mantra: “Jeg møder mine børn kærligt, omsorgsfuldt, og med respekt”

Sådan at når jeg kommer til at tænke på at jeg ikke vil slå mine børn, eller råbe af dem, så flytter jeg fokus over på hvad jeg vil gøre i stedet, og det hjælper.

Det er helt standart, omprogrammerering af hjernen, du kan lave dine egne positive affirmationer, for at flytte fokus og fjerne den indre kritikkers stemme.

En bedre udgave af mig selv

Det gør mig til den bedste udgave af mig selv, at arbejde på denne måde. Det er så givende og kærligt, både over for mig selv, og mine omgivelser.

Jeg kan ikke ændre fortiden, eller andre mennesker, men jeg kan ændre mig.

Hvad frygter du aller mest ved forældrerollen?

Jeg vil elske at læse dine affirmationer, hvis du vil dele. Det inspirere både andre læsere og mig –  også er det vildt lækker karma.

Indlægget At slå på børn blev først udgivet på MomFidence.

Det er sorgfuldt og fyldt med skam, og lige præcis derfor er det så vigtigt at skrive om det.

Jeg har muligvis noget familie der vil føle sig udleveret, hvis de læser med. Men det er ok, for det handler ikke om dem, det handler om mig, og det handler om alle dem der kommer fra familier, med udfordrende relationer.

Da jeg skulle have min datter i 2016 var jeg skræmt fra vid og sans, for hvordan skulle jeg på nogen måde kunne være en god mor, når jeg ikke havde noget forbillede, at læne mig op af?

Den eneste jeg ser af min biologiske familie, er min bror. Det er et valg som jeg har taget, for at passe på mig. Det er sket lidt ad gangen, og der er ingen tvivl om, at meget af det handler om arv og værdier.

Jeg kommer fra en familie af misbrugere, men også en familie hvor det handler om at være stærk, også på bekostning af andre. Man udskammer gerne hinanden, for at højne sig selv. Viser man svaghed, så ryger man ned, det er hver mand for sig.

ca 30% har familie de ikke ser.

Der kan være mange grunde til splittelsen, og det eneste du gøre, er at kigge på sig selv, og se hvilken andel du selv har i bruddet.

Husk på at din version af historien er din og at den anden part vil have en helt anden version.

Det er ikke forkert at vælge familie fra, det gør dig hverken ufølsom eller ligeglad.

Tag ansvar for dine valg, du kan ikke give andre skylden.

Når du tager ansvar og står ved dig selv, vil du også finde en meget større accept af dine valg.

For nyligt tog jeg en beslutning om at bryde med min mor, min datters mormor. Det var ikke en let beslutning, men den var helt nødvendig for mig. For at jeg kan være tro mod mig selv og mine værdier.

Hvis jeg skulle være sammen med min mor, så ville det kræve at jeg lod hende overskride mine grænser igen og igen. Hvis jeg ikke gjorde det, så skulle jeg være klar til at tage skylden for det hele, altså være syndebuk. Det tog jeg en beslutning om, ikke var en mulighed.

Jeg har været offer for manipulation, udskamning, fysiske og psykisk vold, og magt misbrug. Al sammen noget jeg for alt i verden vil skåne mine børn for.

Det er ikke nemt, og nogen gange står jeg i en situation, hvor jeg tænker: ‘shit jeg lyder lige som min mor’. For mig det mest skræmmende i verden, netop fordi hun har gjort mig så meget ondt.

Der var engang hvor jeg var rasende på min mor, hvor jeg hadede hende inderligt og med god grund. Det eneste problem ved al den vrede er, at den jeg straffer aller mest er mig selv. Det er mit liv jeg ætser og det er i mit liv jeg spreder tung energi i.

Vreden kan stadig blusse op, og det er her jeg skal huske mig selv på at vrede er en følelse og at den skal have plads og accept, på lige for med de “pæne” følelser. Altså de følelser vi gerne må have. Dem vi har lært, er gode og rigtige. Du ved glæde, lykke, taknemmelighed osv.

Hvis vi hele tiden skal være pæne og gode og søde

– så undertrykker vi en del af os selv. Den del der rummer healing og accept, af det menneske vi hver i sær er.

Min mor og jeg har altid haft det svært og har flere gange ikke haft kontakt. Jeg har altid følt mig forkert i hendes øjne, følt at jeg ikke var værdig til hendes kærlighed. Bange for at sige hvad jeg mente og følte, af frygt for konsekvenserne. Den følelse har jeg taget med mig, langt ind i mit voksen liv, og den er en stor del af grunden til at jeg ikke ser min mor.

Er det ondt eller hårdt? Det er jeg sikker på at nogen vil mene og det må de også gerne. Jeg har taget valget for at være min egen ansvarlige voksne, der passer på mig selv.

Det er ikke ondt, det er egen omsorg. 

Og gjort fordi jeg har indset, at jeg ikke formår at have en sund relation til hende.

For lige netop den sorg og det svigt skal mine børn ikke udsættes for. Og det skal jeg for øvrigt heller ikke selv.

Mit indre lille barn har brug for, at jeg er voksen og tager ansvar, trøster og passer på.

Det kan jeg kun gøre ved at respektere mig selv. At være sammen med et menneske der gang på gang overskrider mine grænser er at yde vold på mig selv.

At være sammen med mennesker der altid skyder skylden videre, som nægter at tage ansvar for deres andel, er ikke det værd. Vi må gerne være selektive i vores valg af mennesker vi omgås. Vi skal passe på os selv, og på vores indre barn.

Så måske tænke du, hvordan kan jeg undervise i selvværd, og familie relationer, når jeg ikke har nogen relationer selv?

Og det vil jeg helt vildt gerne svare på:

For hvordan går man fra shitty familie relationer, til at videregive sunde relationer til sine egne børn?

Jeg ved hvad det handler om, jeg ved hvad det kræver at slippe fri. Hvordan man kan komme videre med egne sunde relationer til sine børn, selv om man ikke har noget familie at se op til, søge hjælp og vejledning hos.

Det handler nemlig ikke altid om at finde sammen igen, og bliver venner og leve lykkeligt ‘ever after’. Det sker også selvfølgelig gør det det, men det er ikke altid det, der er den gode løsning.

Den gode løsning kan også være at tilgive og komme videre hver for sig. Det kan være nødvendigt at tage en pause eller holde afstand.

Vigtigst af alt så handler det om at turde mærke sig selv og de behov du har undertrygt, for at tilpasse dig dårlige familierelationer.

Du ved hvad der er rigtigt for dig, jeg kan hjælpe med at vise dig vejen.

Vil du også lære dit indre barn at kende?

En selvværdshealing er en fantastisk måde at møde sit indre barn. Finde en tilknytning mellem dit voksne jeg og dit indre barn. Dermed kan du nære dig selv og få en større forståelse for dig selv og hvem du er.
Det giver mere overskud til at være den mor du drømmer om. Når du begynder at tage dig af dig selv, så vil du også være et sted hvor du meget bedere kan tage dig af andre. Du bliver nød til at fylde dig selv op med kærlighed, for ikke at blive drænet af at tage dig af andre

læs mere

Indlægget Svære familie relationer – og hvordan du alligevel er en god mor blev først udgivet på MomFidence.